Amma-Danmark - Nyhedsbrev Juli 2017
Indhold
Br. Shubamritas besøg i København den 20. juni
NYHED: Kærlighed er svaret som lydbog - kan købes i shoppen
Fejring af Guru Purnima d. 9. juli 2017
Fredsmeditationer i København og Aarhu
s
Amrita Yoga-kurset i juni
Landsmøde den 12. september
GetGrowing-eftermiddag i Radhas skønne nyttehave 
At give versus at modtage af Swami Ramakrishnananda Puri

Br. Shubamritas besøg i København den 20. juni

Lev livet fuldt ud - uddrag fra Br. Shubamritas spirituelle tale

Til indledning fortalte Br. Shubamrita om en oplevelse, han havde haft, da han havde besøgt en kendt forretningsmand, som var rollemodel for mange unge over hele verden. Manden havde udtrykt stor frustration over sit levede liv: ”Jeg er gået glip af så meget her i livet.” Han følte, at han var klatret til tops på en stige, som stod op ad den forkerte mur. Som kontrast havde Br. Shubamrita også mødt overhovedet af et kloster i Himalaya. En gammel mand, som nu var sengeliggende. Denne munk gav udtryk for, at for ham havde livet været én lykkelig fest, og han følte sig nu dybt lykkelig. ”Foran Gud kan jeg sige, at jeg har brugt de gaver, han har givet mig, og jeg har gjort mit bedste. Jeg har intet at fortryde.”

Det er bedst at leve livet fuldt ud, så der ved livets afslutning ikke er noget at fortryde. De fleste mennesker lever i dag deres liv mekanisk som på autopilot. Der er stor forskel på at leve og på at eksistere. Alle har en død, men ikke alle har et liv. Et liv uden retning er et liv uden effekt.

På et klimatopmøde, hvor Br. Shubamrita sammen med en swami repræsenterede Amma, skulle alle underskrive nogle vigtige dokumenter. Hans sidemand tog sin flotte guldpen frem, men han måtte efter flere forsøg opgive. Der var ingen blæk i pennen. Han spurgte derfor Br. Shubamrita, om han måtte låne hans pen. Br. Shubamrita gav ham sin simple pen, der kun havde kostet et par kroner, og sidemanden kunne nu underskrive dokumentet. Guldpennen var meget smuk at se på, men tjente ikke formålet. Vores liv skulle nødig være ligesådan, men derimod tjene et formål - ikke kun se smukt og fint ud udefra.

Amma svarede en studerende, som spurgte om råd til at få et langt liv, at det ikke er længden, men dybden det handler om - at leve livet fuldt ud. Det er det, spirituelle mestre gør, og efter deres død lever de videre i menneskers hjerter.

Vi ønsker alle at leve et liv i fuld lykke. Seligman, som er ophavsmanden til Positiv psykologi, siger, at det kan give forbigående lykke at finde behag i livet. At leve et liv i engagement, kan skabe flow i ens tilværelse - og dette liv ligger på et højere niveau. At finde mening i livet vil her sige - at tjene samfundet – og det giver en endnu højere grad af lykke, fordi dette liv rækker mod et højere mål. Men spirituelle mestre som Amma siger, at der stadig vil være et vakuum med spørgsmål, som ’hvem er jeg?’ og ’hvad er meningen med mit liv?’ - men kendskabet til Selvet giver ubegrænset lykke.

Br. Shubamrita videregav nogle leveregler/gode råd til at leve livet fuldt ud:

Vær i kontakt med dit indre
Når du er i kontakt med din indre kilde, kan du være et redskab i verden, så er du hel i dig selv. Amma siger, at vi ikke er lys, der skal tændes, vi er en sand energikilde i os selv. Vi bærer altid vores potentiale i os, men mangler måske det rette klima for at udfolde det. Vores liv handler om at stræbe efter det højeste mål. Ellers bliver vi som et krydstogtskib, der sejler rundt i en lille sø.

En journalist spurgte Amma: ”Hvordan kan du blive ved og ved med at give?” Amma svarede, at nogle apparater kører på batterier - andre er forbundet direkte til energikilden og kan derfor blive ved og ved.

Vær altid en begynder
Du kan udvikle dig livet igennem ved at være åben overfor at tage ved lære, at lære nyt - i stedet for bare at gå gennem livet med skyklapper. Afhængigt af hvordan vi tager imod livet, kan vi enten lade livet gøre os bedre eller bitre. Der er en mening med alt i livet – ofte får vi testen først og undervisningen bagefter. For den vise er alt i livet én bevægelse mod perfektion. Når der sker noget negativt i livet, handler det om at finde glæden og trygheden i det indre. For at det kan ske, må vi have indstillingen ’at være en begynder’. Du er modtagelig, entusiastisk og optimistisk, når du er en begynder – og alt i livet bliver mere interessant. Det er vigtigt livet igennem at bevare appetitten på at lære. 

Gør det vigtigste først
Vi skal kende vores prioriteringer og være vågne i forhold til, hvor vi lægger vores energi. Når vi udsætter til i morgen, så vær opmærksom på: -I morgen bliver måske aldrig til i dag. Tag de svære ting fra to-do listen først, fordi du bliver tynget i dit indre af det, du ikke får gjort. Få tingene gjort på det rigtige tidspunkt. Vi løber en stor risiko ved at udsætte ting. Det kan give stor fortrydelse, da livet er skrøbeligt – måske bliver det for sent. De vigtigste ting i livet, som kærlighed, kan ikke måles. Udtryk tingene på det rette tidspunkt - undlad at bære på fortrydelse. Hold fast i dine værdier som fx kærlighed og medfølelse og undlad at gå på kompromis med disse værdier, hvad end der sker.

Efterlad et aftryk
Vær som et stearinlys, der smelter ned. Lad os sætte spor/aftryk – og ikke ar i andre mennesker. Sand lykke er at give og dele med andre. Det efterlader et aftryk til inspiration for andre.

En professor tog en gruppe studerende med til en film i biografen. Han tog dem også med på et besøg på et plejehjem. Et halvt år efter havde de studerende glemt, hvad det var for en film, de havde set, men glæden ved at være givende ved besøget på plejehjemmet kunne de stadig mærke. Det at skabe og give giver sand lykke.



Efter talen var der bhajans (meditative sange) og en guidet meditation. Der er gennem tiden oversat flere bhajans til dansk, og vi fik ved arrangementet fornøjelsen at høre ”Vi er som perler” (We are all beads).

En stor tak til alle, der deltog ved Br. Shubamritas besøg i Skt. Johannesgården og var med til at gøre aftenen til en meget fin oplevelse.

Kærlighed er svaret som lydbog - kan købes i shoppen

Den enkle og dybe bog ‘Kærlighed er svaret’ af Swamini Krishnamrita Prana er indtalt på dansk og sælges som download i vores shop. Swamini Krishnamrita Prana er en af Ammas nærmeste, og hun har været hos Amma i mere end 25 år.

I bogen trækker Swamini på sine personlige erfaringer fra de mange år, hun har været tæt på Amma. Det er en bog som er skrevet fra hjertet til hjertet.

Det er den første lydbog, som Amma-Danmark har produceret. Lydbøger er blevet stadigt mere populære, og vi er glade for at kunne give denne mulighed. Desuden er det også en hjælp til de personer, som ikke selv har mulighed for at læse bogen.

Som en smagsprøve ligger 'Kapitel 1 - Inkarnationen af ren kærlighed' frit tilgængeligt på vores hjemmeside med tilhørende tekst. Klik her for at høre kapitlet.



Der er 18 kapitler i lydbogen, og den samlede spilletid er 3 timer og 13 minutter. Prisen er 60 kr. Hvis du køber lydbogen, vil du få tilsendt et link på din e-mail, som du skal klikke på for at downloade den. Indtægterne går ubeskåret til Ammas hjælpearbejde. Du kan betale med MobilePay. Se hvordan du køber den her.

Fejring af Guru Purnima d. 9. juli 2017

Guru Purnima er den dag, hvor man ifølge den indiske tradition fejrer sin guru. Guru Purnima fejres hvert år på dagen for fuldmånen i juli, hvor fuldmånen symboliserer oplysningens fuldkommenhed – livets fulde blomstring. Det siges efter traditionen i Indien, at al spirituel praksis gjort på denne dag har mange gange stærkere effekt end ellers.

Det er traditionelt en dag, hvor vi ikke blot fejrer og udtrykker vores taknemmelighed til vores spirituelle mester, men det er også et tidspunkt til at gå indad og reflektere over vores prioriteter i hverdagen.

København fra kl. 16 (17.30) hos Ananda Matzen, Roarsvej 26 4.th, 2000 Frederiksberg. Læs mere her.

Aarhus fra kl. 14 - 16.30 hos Majbrit Bendtsen, Frydenlunds Allé 63, 2.th, 8210 Aarhus V. Læs mere her.

Herning: Her fejres dagen d. 10. juli fra kl.18 hos Connie Castellini, Lindegårdsvej 134, 7400 Herning. Læs mere her.



Læs den flotte Amma-artikel (pdf) fra Prana-magasinet (maj 2016) ved at klikke på dette link
 

Fredsmeditationer i København og Aarhus



Vi inviterer nu til fredsmeditationer både i København og Aarhus og samles i ønsket om en mere fredfyldt verden. Alle kan deltage. Vi reciterer mantraet ´Om Lokah Samastah Sukhino Bhavantu.´ Teksten er på sanskrit og betyder: ’Må alle skabninger i alle verdener være fredfyldte og lykkelige’. Dette kraftfulde mantra har været brugt i flere tusinde år. Sanskrit er det oprindelige spirituelle sprog, som spreder helt specielle spirituelle vibrationer, der både kan påvirke den enkelte og den verden vi lever i. Kom og vær med til aktivt at gøre en indsats for at skabe mere fred og harmoni på kloden.

Amma opfordrer alle sine børn rundt om i verden til at recitere mantraet og siger, at hun føler, at mørket stadig omslutter verden, at naturen stadig er ude af balance, og at det er vigtigt, at vi beder til harmoni imellem mennesker, mennesket og naturen og inden i os selv.

Næste gang i København er den 26. juli og i Aarhus er det den 14. august.

I København afholdes fredsmeditationen i Grace Tours lokaler på Østerbro - se her og i Aarhus på Risskov Bibliotek - se her.

Amrita Yoga-kurset i juni

Både i Aarhus og København havde vi en meget intens dag sammen med yogalærer Shobha. Internationalt er hun leder af Amrita Yoga, og hun er en fantastisk dygtig underviser.



Hun fandt hurtigt et naturligt fælles niveau for hele holdet og formidlede kernen i yoga, som handler om den indre holdning mere end perfektion i de fysiske stillinger. Hun formåede på en uhøjtidelig og vidende måde at gøre yogaen levende, og det stadige fokus i hjertet gav en meget intens oplevelse.



På en legende og humoristiske måde blev vi ledt gennem øvelserne, hvor der også var fokus på åndedræt og mantra. Shobha har boet mange år hos Amma, og det var bevægende via hende at mærke Ammas kærlige energi.

Vi vil arbejde for, at Shobha også kommer til Danmark næste år.

Landsmøde den 12. september for foreningens medlemmer



Tirsdag d. 12. september er der landsmøde fra kl. 19 - 21. Igen i år vælger vi at holde mødet via skype, således at man kan samles enten i Aarhus eller København. Vi har teknisk udstyr, der gør det let at se og høre hinanden.

Aarhus: Vesborgvej 15, 8240 Risskov

København: Bremensgade 63, 4.th, 2300 København S.

Mødet er for medlemmer af Amma-Danmark, og hvis du ikke allerede har betalt kontingentet på 108 kr., kan du sagtens nå at gøre det, inden d. 12. september.

Dit medlemskab er med til at sikre, at følgende er muligt

  • Vi har en forening, så vi har mulighed for at samle penge ind til velgørende formål.
  • Vi kan deltage på messer.
  • Vi kan gøre PR for vores offentlige programmer og Amma-aktiviteter.
  • Vi kan låne lokaler gratis flere steder rundt om i landet.
  • Vi kan leje lokaler, når det er nødvendigt.

Dit medlemsskab betyder

  • at du ikke har noget ansvar, medmindre du gerne vil
  • at du som andre kan deltage i de forskellige Amma-aktiviteter
  • at du kan deltage i det årlige landsmøde med stemmeret

Du kan bliver medlem ved at overføre 108 kr. på MobilePay til 7179 0108 – Husk at anføre navn og e-mail eller overføre 108 kr. til konto 8401-1530213 i Merkur Andelskasse – husk at skrive navn, adresse og e-mail i tekstfeltet.

GetGrowing-eftermiddag i Radhas skønne nyttehave 

Første kursus blev med stor begejstring afholdt i april – de næster kurser bliver i februar eller marts 2018, men allerede nu kan du lære om bæredygtig økologi, noget om principperne og spise sommerkage i Lone Radhas nyttehave i Lyngby den 20. august, fra 13 til 17. Tilmelding og spørgsmål til Lone Radha: lone.albrektsen@gmail.com eller 2465 4598.



Amma siger, at vi selv skal dyrke noget af vores mad. Det er godt at spise grøntsager, der er dyrket, der hvor vi bor. Når vi dyrker vores grøntsager selv, kommer vi også i nærkontakt med naturen. Hvad enten vi dyrker grøntsagerne i en kasserolle i vores lille lejlighed, i et bed i en nyttehave, på terassen eller et helt andet sted, så genetablerer vi vores kontakt til naturen. Vi vil derved også hjælpe med til at genskabe jordens balance.

Kom og vær med i nyttehaven til hygge og læring om bl.a. kompost og dyrkning af blomster og grøntsager.

At give versus at modtage af Swami Ramakrishnananda Puri



Artikel fra Matruvani februar 2017.

I mange lande er det almindelig praksis at regeringen ærer individer, som har ydet en usædvanlig indsats indenfor deres område ved at tildele dem forskellige priser. Priserne bliver uddelt på baggrund af forskellige grader af udmærkelse. Da regeringen i et bestemt land for nogle få år siden offentliggjorde navnene på dem, som ville få priser det år, var der en kendt musiker, hvis navn var på listen, som offentliggjorde, at hun ikke ville tage imod prisen: ”Regeringen burde have anerkendt mit talent for mange år siden. Desuden har den givet en finere pris til mange med mindre talent end mig. Derfor vil jeg ikke modtage denne pris!”

Lad mig fortælle en anden historie om en af Ammas hengivne. Hun havde et meget krævende job, og hun blev ikke særlig godt betalt til trods for sin høje uddannelse. Og hun fik ingen priser! Ikke desto mindre kunne hun se, at hendes arbejde hjalp til med at reducere de fattiges medicin-udgifter. Og hun fortalte Amma, at dette var meget vigtigere for hende end nogen pris. Hun var lykkelig og tilfreds og levede med en følelse af at leve et fuldt liv. Det er, fordi hun modsat musikeren fokuserede mere på, hvad hun kunne gøre for andre, end hvad andre kunne gøre for hende.

Amma siger, at det er sådan vores liv burde være. Hvis vi ønsker at føle en dyb tilfredshed og fylde i vores liv, skal vi ikke fokusere på, hvad vi kan få fra andre, men på hvad vi kan give. Hvis vi fokuserer på at få fra andre, vil vi altid se efter, hvad vi mangler. Hvis vi fokuserer på at give, vil vi altid se på det, vi har. Desuden er vi ikke altid i stand til at modtage, men uanset hvem eller hvor vi er, er vi altid i stand til at give – om ikke andet så en venlig bemærkning eller et smil.

Amma er den ultimative giver. Hun ser aldrig på, hvad hun kan få, men kun på hvad hun kan give. Jeg husker et smukt eksempel fra 2006, da Amma modtog den tværreligiøse James Parks Morton Pris i New York. Da jeg hørte, at Amma ville få prisen, spekulerede jeg på, hvad prisen ville bestå i. Et trofæ? En check? En fornem rejse til Tahiti for Amma og folk som mig? Af nysgerrighed blev jeg ved med at plage Amma om mere information. Endelig sagde Amma til mig: ”Hør nu her, jeg tager ikke til New York for at få noget. Jeg tager derover for at se, hvad jeg kan give. Så stop med at plage mig.”

Det var endnu en situation, hvor Amma gjorde det klart for mig, at jeg fokuserede på det forkerte: Hvad man kunne få. Amma fokuserede på, hvad hun kunne give – specielt den tale som hun ville give, når hun modtog prisen.

For at vende tilbage til musikeren, hvor ville det have været smukt, hvis hun havde haft et lidt mere udvidet udsyn. Hun kunne have glædet sig så meget over, at millioner mennesker elskede hendes musik. Eller hun kunne have takket Gud for at have velsignet hende med dette talent. Som Lord Krishna siger i Bhagavad Gita: Hvor end man ser storhed, så må man forstå, at det ikke er individets storhed, men Guds storhed der udtrykker sig i dem. Musikeren derimod fokuserede kun på sig selv.

Det er ikke nogen lille ting at give. Amma siger endda: ”Hvis vi kan give bare et minuts glæde til et menneske, så skal vi betragte det som en stor velsignelse.”

Amma siger, at Gud har givet os alle nogle specielle talenter, og at det er op til os at opdage disse talenter. Men formålet med at opdage dem er ikke, for at vi kan blive store i andres øjne. Det er ikke for at opnå et navn, berømmelse eller personlig hæder. Formålet med at opdage disse talenter er at hjælpe andre, at opløfte andre og at give til andre.

Lad mig komme med et eksempel fra Ammas liv. Tidligt i firserne, da ashrammen blot bestod af nogle få palmedækkede hytter og seks til syv disciple, levede vi fra hånden til munden. Det var en smuk tid, men ikke en nem tid. Det var meget spartansk. Men i virkeligheden følte vi aldrig, at det var spartansk, fordi vi var så fordybet i Ammas kærlighed og medfølelse. Vi havde kun penge nok til at få ét ordentligt måltid om dagen. De andre swamier og jeg deltes om nogle få ordentlige skjorter, som vi på skift gik med alt efter den dags fornødenhed.

På det tidspunkt kom der en hengiven, som var en ekspert i Vastu (indisk videnskab om arkitektur) til ashrammen. Da han så ashrammens opbygning, fortalte han mig, at den ikke var lykkebringende. Han pegede på et stort åbent område uden låge, som mange kom ind i ashrammen igennem. Han sagde: ”I kan ikke lade dette område stå åbent. Hvis I lader dette område stå åbent vil al jeres rigdom gå ud derigennem.” Jeg tog ham alvorligt og førte ham hen til Amma. Hun lyttede til ham og sagde så: ”Min søn, jeg ønsker det sådan. For dig er en sådan opbygning måske ikke lykkebringende, fordi det efter dit synspunkt ikke er lykkebringende, når rigdom forlader et sted. Men ud fra mit synspunkt er dette den mest lykkebringende situation. Jeg interesserer mig ikke for at tage eller at opnå en gevinst. Vi har ikke bygget denne ashram for at opbygge en formue. Vi har bygget denne ashram for at opløfte verden. Vi er her for at hjælpe de fattige, de trængende og dem, som lider. Vi er her ikke for at tage noget.”

Det er ikke let at have en vision som Ammas. Vi er blevet så vant til at gøre det modsatte.

Det minder mig om en vittighed, jeg engang hørte. Der var engang en mand, som søgte donationer til en velgørende sag. Han besluttede sig for at ringe til byens mest succesrige forretningsmand. Han sagde: ”Du har succes og tjener så mange penge. Kunne du ikke tænke dig at give noget tilbage til samfundet på en eller anden måde?”

Forretningsmanden grundede over dette et øjeblik og svarede så: ”For det første, har du i din undersøgelse af mig ikke fundet ud af, at min mor er ved at dø efter lang tids sygdom og har regninger til læger og medicin, der langt overstiger hendes årlige indkomst?” Forlegent mumlede manden: ”Øh… nej.” Forretningsmanden fortsatte: ”Eller at min bror som er en handikappet veteran er blind og sidder i rullestol?” Manden følte sig ramt og begyndte at fremstamme en undskyldning. Forretningsmanden afbrød hans undskyldning og sagde: ”Eller at min søsters mand er død i et biluheld, og har efterladt hende uden penge og med tre børn?” Han talte med en mere og mere fornærmet stemme. Helt slået ud kunne manden kun svare: ”Det anede jeg ikke…” Forretningsmanden afbrød ham igen og sagde så: ”Altså, når jeg ikke giver dem nogen penge, hvorfor skulle jeg så give nogen til dig?”



Hvorfor er menneskeheden generelt så ensidigt fokuseret på at tage og samle sammen? Hvorfor er det så svært at have Ammas vision og at give? Og jeg mener ikke penge. Jeg mener vores tid, venlighed, tålmodighed, viden og endog et smil. Amma siger, at det er, fordi vi er overbevist om, at vi er denne begrænsede krop og sindet. Når vi ser os selv som begrænsede, så vil selve tanken om materielt tab gøre os usikre. Hvorfor? Fordi vi tror, at et tab vil gøre os endnu mere begrænsede, og at en gevinst i vores favør vil gøre os mindre begrænsede. Så hele vores holdning til at give og modtage er baseret på vores misforståelse om, hvem vi virkelig er, siger Amma. Sandheden er, at vi er uendelige – den altgennemtrængende, allestedsnærværende og evigt lyksalige Atman (Selvet). Uanset hvilket tal man lægger til uendelighed, vil resultatet være uendelighed. Uanset hvilket tal man trækker fra uendelighed, vil resultatet være uendelighed. At vide at vi hverken er kroppen eller sindet, men det altgennemtrængende og ubegrænsede Selv, er derfor virkeligt transformerende. Det tilintetgør vores misforståelse om, at vi er begrænsede og gør os derved til mennesker, som er mere og mere givende.

I Indien anses viden for at være den højeste ting. Den tilbedes endda som en Gudinde – Saraswati. Den har sådan en høj status på grund af sin evne til at transformere vores liv fuldstændigt, på grund af sin kraft til fuldstændigt at ændre den måde, som vi ser på verden på og den måde, som vi handler på. Det er, fordi vores forståelse af mennesker, steder, genstande, situationer osv. danner det fundament, som hele vores liv er bygget på.

Ligesom enhver figur, der er støbt i en defekt støbeform, er defekt, sådan er det også med et liv, som er baseret på en defekt forståelse. Skrifterne giver mange eksempler på dette: At mistolke et reb for en slange, en stolpe for et spøgelse og perlemor for sølv mm. Disse eksempler viser, at når vi misfortolker en genstands natur, så lever vi vores liv med en misinformeret holdning overfor denne genstand, hvilket giver sig udtryk i en misinformeret handling.

I min ungdom så jeg filmen ’Den gode, den onde og den grusomme’, som nu anses for en klassisk Clint Eastwood-western. Den giver os et moderne eksempel på dette princip. Under den amerikanske borgerkrig bar soldaterne fra den Nordlige Union blåt tøj, mens soldaterne fra det Sydlige Forbund bar gråt. Derfor kaldtes de henholdsvis blåfrakker og gråfrakker. I filmen prøver to efterlyste forbundsmænd at undgå at blive arresteret ved at forklæde sig i stjålne gråfrakke-uniformer. Da de kørte på deres vogn gennem et støvet terræn, så de en hær komme dem i møde i det fjerne. I panik stoppede de vognen. Er det grå- eller blåfrakker? Skulle de beholde deres forklædning på eller tage den af? Da hæren kom nærmere, så de, at det var gråfrakker. Forbundsmændene slappede af og begyndte at råbe til deres ’frænder’: ”Hurra! Hurra for det Sydlige Forbund! Hurra! Ned med general Grant! Hurra for general Lee!” Men ak, da gråfrakkerne stopper op og begynder at børste støvet af deres uniformer, så afslører de deres sande farver – de er i virkeligheden blåfrakker dækket af støv. Men da er det for sent, selv til bare at prøve på at flygte.

Da forbundsmændene var uklare på, hvilken hær det var, var deres holdning usikkerhed, hvilket resulterede i at stoppe og vente. Da de misfortolkede, at hæren var venligstillet, blev deres holdning præget af lettelse, hvilket gjorde, at de vinkede og råbte. Og da de endelig forstod, at hæren var en fjende, blev deres holdning præget af frygt, som kunne have fået dem til at flygte, hvis de havde haft tid nok.

Så forståelse kan transformere mennesker, som ser sig selv som begrænsede, til mennesker som ser sig selv som ubegrænsede. Alt, hvad vi prøver at opnå i livet, er forbundet med vores følelse af begrænsning. Vi prøver at fjerne følelsen af begrænsning ikke kun gennem penge, men også ved at søge at opnå et navn, berømmelse, position, familie og børn. Så længe vi misforstår os selv - at være den begrænsede krop og sind - prøver vi at tage så meget som muligt. Når vi virkelig forstår, at vi er den uendelige Atman, vil vi ikke have noget problem med at give.

Hele Ammas liv har været hengivet til at give. Hun ved, at lige meget hvor meget hun giver, så kan det aldrig påvirke hendes sande Selv. Selvet er altid fuldkomment, komplet og lyksaligt. Hvad enten vi er rige eller fattige, veluddannede eller analfabeter, tykke eller tynde… ingen ydre forhold kan nogensinde ændre Selvets fuldkommenhed.

Det er én ting at give, når vi selv har nok. Men at give, så det skader én, er noget helt andet. Det er kun én, der som Amma er etableret i Selv-viden, som kan gøre dette. For kun når man forstår, at man ikke er kroppen, kan man give og give og give – endog på bekostning af kroppen.

Den følgende hændelse illustrerer det fulde potentiale ved denne holdning af at give. Den fandt sted for omkring 10 år siden, da Amma var i det nordlige Kerala. Der var en ekstremt stor forsamling. Amma ankom til programmet kl. 19, og kl. 9 næste morgen var hun stadig i gang med at give darshan. På et tidspunkt tidligt på aftenen havde en hengiven spurgt Amma, om hun ville besøge hans hus, før hun kørte videre til Bangalore. Amma sagde ja. Jeg fattede ikke hans dristighed! Amma havde siddet på scenen i 14 timer uden afbrydelser og uden hverken mad eller hvile. Hun skulle give darshan igen næste dag, og denne mand plagede Amma om at komme til hans hus!

Da darshan endelig sluttede, fandt vi ud af, at mandens hus lå i en helt anden retning end vores rute var. Jeg var irriteret. Efter ca. en halv time var vi fremme. Amma steg yndefuldt ud af sin autocamper, og idet hun så så frisk ud som nogensinde, gik hun ind i mandens hus. Hun lavede en enkel puja i puja-rummet, og så bad manden Amma om at gå ind i endnu et rum i huset! Jeg kunne ikke tro det. Det virkede, som om det ikke var nok, at Amma var kommet til hans hus. Denne mand ville have hende til at velsigne hvert eneste rum. Men igen indvilgede Amma yndefuldt.

Da vi gik ind i værelset, kunne jeg pludseligt forstå, hvorfor Amma havde indvilget i at besøge hans hus. Hans barn lå der på sengen. Hans arme og ben var skrumpet ind og lignede tændstikker, og hans hoved var mere end dobbelt så stort som et normalt hoved. Hans hoved var så stort, at han ikke engang kunne løfte det uden hjælp. Og selv da var det meget smertefuldt. Han kunne på ingen måde være kommet til Ammas møde. Amma holdt om barnet, idet hun vuggede hans gigantiske hoved i sine arme, og hun gav ham prasad med sine egne hænder, mens hun sagde: ”Min søn, min søn, min søn.” Jeg var så flov over min vrede mod denne mand, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde forstået Amma og hendes dybere forståelse for, hvad der kræves og ikke kræves.

Sandheden var, at Amma var udmattet. Darshan havde varet 16 timer, og næste dags darshan ville sandsynligvis blive ligeså lang. Sådanne fysiske anstrengelser ville uundgåeligt påvirke hendes helbred, og det vidste hun godt. Men da hun vidste, at hun ikke er denne begrænsede krop, men det ubegrænsede Selv, så tog hun sig ikke af det. Der var kun én kendsgerning, der var vigtig for hende: ”En af mine børn lider, og jeg har kraften til i det mindste at trøste ham.”

Dette er højdepunktet af at give. Og det er kun muligt, når der er en ufattelig kærlighed og spirituel viden. Må vi alle med Ammas nåde opnå sådan et ekspansivt udsyn og derved blive til lys i mørket – det mål som Amma har dedikeret hele sit liv til.