Amma-Danmark - Nyhedsbrev April 2018
Indhold
Mød Br. Shubamrita i København d. 3. juli kl. 19 (OPDATERET DATO)
Amrita Yoga-retreat d. 22.-24. juni i København (AFLYST)
Fejring af Guru Purnima d. 27. juli
Nyt fra Ayudh - ungdomsafdelingen i Embracing the World
Meditationskurser i København og Aarhus
Bring glæde til asylansøgerne på Center Sandholm - d. 21. april
Budskab fra Amma: Selvom I er to, så lev som én
Mød Br. Shubamrita i København d. 3. juli kl. 19 (OPDATERET DATO)



Tirsdag den 3. juli kl 19.00 i Skt. Johannesgården i København (ved Skt. Hans Torv). Der er gratis adgang.

Det er igen lykkedes at få Br. Shubamrita til at lægge vejen forbi København i sin travle turplan. Br. Shubamrita er en af Ammas nærmeste, og han er en klar formidler af Ammas energi og budskab, og denne gang er det med temaet: Glæden ved at leve. Af erfaring ved vi, det bliver en aften fyldt med Ammas kærlighed og dybe visdom i en let tilgængelig form - med en humoristisk vinkel.

Br. Shubamritas engelsk er let forståeligt, men der vil også være mulighed for at få oversat til dansk. Sæt allerede nu kryds i kalenderen – et mere detaljeret program følger i et senere nyhedsbrev. Vi vil på det tidspunkt også tage initiativ til at koordinere samkørsel fra Jylland til arrangementet.

Se en video og læs mere om Br. Shubamrita her.
Amrita Yoga-retreat d. 22.-24. juni i København (AFLYST)



SHOBAS EUROPATUR ER DESVÆRRE BLEVET AFLYST PGA. PROBLEMER MED VISUM OG DERMED OGSÅ AMRITA YOGA-RETREATET I KØBENHAVN.

Det var en stor oplevelse og inspiration at have besøg at Bri. Shobha sidste år, hvor mange deltog i workshops i København og Aarhus. Der blev udtrykt ønske om afholdelse af et yoga-retreat - med mulighed for at kunne lære et helt yogaprogram.

Nu er chancen der: Kom og lær Amrita Yoga med Bri. Shobha. I år kommer hun til København flere dage og har tilbudt at undervise på et retreat fra d. 22.-24. juni. Shobha er en prisvindende yogalærer, ph.d.-studerende i yoga, og hun har dedikeret sit liv til at udøve den autentiske yoga. Hun har været leder af Amrita Yoga under Ammas direkte vejledning siden 2004. Hun specialiserer sig i at bygge bro mellem den gamle traditionelle østlige praksis og behovet for en praktisk anvendelig yoga i vesten. Hun er én af blot 12 medlemmer i Indiens Regeringsudvalg for Yogauddannelse.

Shobha taler et letforståeligt engelsk, men der vil også være mulighed for dansk oversættelse.

I løbet af retreatet vil du lære et yogaprogram, som du bagefter kan praktisere hjemme. Derudover vil vi praktisere yoga Nidra (afspændingsyoga), få viden om de fire forskellige yoga-veje og om Ammas lære. 

Sankt Hans aften vil der være en særlig lys-ceremoni kaldet Bhagavati Seva Puja. Bhagavati Seva Puja, er en gammel vedisk puja-ceremoni, der er lavet for at genoprette balancen i miljøet og bringe fred i os selv og verden ved at påkalde på den guddommelige moder. Retreatet planlægges i samarbejde med vore norske og svenske kolleger.



Programmet starter fredag den 22/6 kl. 18.00 – du kan også vælge at være med fra lørdag 23/6 kl. 8.30. Programmet slutter søndag den 24/6 kl. 16.00.

Sted: Skt. Johannnesgården, Blegdamsvej 1B, København N.

Overnatning skal du selv arrangere. Lav en privat aftale med venner og bekendte. Vi vil forhåndsreservere billige værelser på nærliggende hostel. På hjemmesiden vil der komme link til andre overnatningsmuligheder.

Send en tilmelding til info@amma-danmark.dk med oplysning om navn, e-mailadresse, mobilnummer og ankomsttidspunkt. Oplys også, hvis du ønsker en af de forhåndsreserverede senge på hostel.

Prisen for retreatet er 800 kr. Tilmeldingen er først endelig, når beløbet er overført til konto: 8401-1129040 eller MobilePay til 13878. Husk at skrive navn og betaling for retreat.

Amrita Yoga er udviklet af Amma og bygger på den traditionelle Hatha Yoga og omfatter samtidig Ammas spirituelle lære. Amrita Yoga integrerer de fire forskellige yogaveje og udvikler fysisk, mental og spirituel opløftelse. Målet er at transcendere de fysiske yogaøvelser og opnå fordybelse i dit eget Selv og den indbyrdes forbundethed med alt liv. Dette opnås ved at fokusere på bevidstheden ud fra hjerte-centreret intention - og integration af mantraerne Ma og Om i de enkelte øvelser.

Fejring af Guru Purnima d. 27. juli 2018

Guru Purnima er den dag, hvor man ifølge den indiske tradition fejrer sin guru. Guru Purnima fejres hvert år på dagen for fuldmånen i juli, hvor fuldmånen symboliserer oplysningens fuldkommenhed – livets fulde blomstring. Det siges efter traditionen i Indien, at al spirituel praksis gjort på denne dag har mange gange stærkere effekt end ellers.

Det er traditionelt en dag, hvor vi ikke blot fejrer og udtrykker vores taknemmelighed til vores spirituelle mester, men det er også et tidspunkt til at gå indad og reflektere over vores prioriteter i hverdagen.

  • København fra kl. 15.00 (eller 17.00) 
  • Aarhus fra kl. 16.30 
  • Herning fra kl. 18.30

Læs mere om det detaljerede program for hvert af stederne her

Nyt fra Ayudh - ungdomsafdelingen i Embracing the World



European youth summit 2018: Generation of Peace
Vær sammen med 300 unge mennesker fra 10 partnerlande til en fantastisk uge med læring, inspiration og udveksling. I AYUDH mener vi, at personlig ændring er det centrale for varig forandring. Foruden kulturelle, sociale, politiske og økologiske perspektiver betragter vi derfor også en åndelig dimension, når vi tager højde for hovedtemaerne i vores summit.

For mere information kan du besøge hjemmesiderne: www.ayudh.eu og www.europeanyouthsummit.org, eller du kan se YouTube-videoen her.



Projekter i Ayudh Danmark lige nu 
Hvert 6. barn i den danske folkeskole har været udsat for langvarigt sygefravær. Dette indebærer risiko for sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige udfordringer. Den danske lov giver ret til substitutionel uddannelse efter femten dages fravær. Denne ret efterleves dog sjældent, og børnene efterlades derfor frakoblet, og i værste fald er de nødt til at gå et skoleår om. 

Ayudh i Danmarks Social Impact Leadership-projekt udvikler understøttende løsninger, der bringer eleven i kontakt med klassen enten hjemmefra eller ved at skabe platforme, der giver eleven mulighed for at koble sig på de tabte beskeder og minutter fra undervisningen. Vi kigger på streaming, lydoptagelser, chats samt systematiske handlingsplaner, som kan hjælpe underviseren og skolen med at støtte eleven.

Det er et spændende projekt, og vores vision er at forbedre skolelivet for tusindvis af danske fraværsramte børn. 

For mere information omkring Social Impact Leadership - klik her.

Meditationskurser i København og Aarhus

Amma har udviklet Integrated Amrita Meditation Technique (IAM), som er en enkel meditationsteknik, der integrerer blide yoga- og åndedrætsøvelser med en effektiv og dybtgående fordybelsesdel/meditation, der samlet kan udføres på en halv time. 

IAM fremmer fysisk og psykisk afspænding, samt skaber indre ro og balance i livet: Vores krop, sind og ånd integreres, og der sker en fordybelse af vort nærvær. I den meditative stilhed kommer vores indre potentiale og kvaliteter til udtryk, hvorved vi mere frit og spontant kan handle i verden.

Der er planlagt to weekendkurser. Læs mere på vores hjemmeside her.

København den 21.- 22. april.
Aarhus den 2.- 3. juni.

 

Bring glæde til asylansøgerne på Center Sandholm - den 21. april



- Kom og vær med, du får selv en berigende oplevelse.

Vi møder flygtninge, voksne som børn, med musik, dans, perler, papirklip og kagebord. Mange af vores gæstemusikere har udtalt, at det var en berigende og hjerte-åbnende oplevetse, og at de gerne vil være med igen.
 
Har du lyst til at deltage og gøre arrangementet til endnu en glædes dag, så kontakt os for mere information og tilmelding.

Hvad har vi brug for:
- Kan du synge, spille musik, trylle, danse, være kreativ, spille fodbold, bage kage, snakke med folk eller andet, så vil vi også meget gerne høre fra dig.

Program:
13 -14 fodbold udendørs, for dem der har lyst - opsætning i hal 4.
14 -17 musik, dans, perler, tegning, papirklip og kagebord.
 
Kontakt oplysninger: Marion Maheshwari på e-mail: marionlaudrup@gmail.com eller mobil: 40145602.

 

Budskab fra Amma: Selvom I er to, så lev som én



Et indlæg af Amma om parforhold på journal.thriveglobal.com fra d. 13. februar 2018.

Mange par kommer her for at møde mig. De kommer fra forskellige lande og baggrunde, taler forskellige sprog, er i forskellige aldre og har forskellige personligheder. De kommer fra mange slags kulturer, religioner og trosretninger. Uanset alt det, er én ting altid den samme: De fleste af deres parforhold er fulde af problemer.

Faktisk starter disse problemer som bagateller. Normalt ville en smule tålmodighed og tilgivelse fra enten konen eller manden være nok til at problemet kunne have været undgået. Ægtefolk skal være opmærksomme. Uden opmærksomhed kan diskussioner bryde ind ligesom uventede besøg, og splitte folk fuldstændigt ad, selv før det er overstået.

Par skal lære at respektere hinandens følelser og lytte til hinanden med kærlighed og omsorg. Din partner skal kunne føle din kærlighed, respekt og beundring – en åben accept uden forbehold.

Selv da vil der komme konflikter; misforståelser og uenigheder vil opstå. Men bagefter bør du være i stand til at sige: ”Jeg er ked af det. Tilgiv mig. Jeg mente det ikke”. Eller: ”Jeg elsker dig, og jeg er dybt bekymret for dig – tro aldrig andet. Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det. Jeg mistede besindelsen og min sunde dømmekraft.” Sådanne beroligende ord vil hjælpe med til at helbrede sårede følelser. De vil også øge følelsen af kærlighed, selv efter et voldsomt skænderi.

For at forhindre diskussioner i at blive til skænderier, bør du prøve at forstå din partners synspunkt frem for at fokusere på at bekræfte dit eget standpunkt. Når din ægtefælle taler, bør du lytte helhjertet, så du giver ham eller hende din fulde opmærksomhed.

Engang var et barn i gang med at tale til sin mor samtidig med, at hun havde travlt med sit arbejde. Mens barnet talte, kunne moderen godt sige: ”Aha… ja… aha… aha…”, men hun var fuldt fokuseret på arbejdet. Efter nogen tid skreg barnet: ”Mor, du lytter ikke til mig!” Moderen svarede kærligt, ”Skat, naturligvis lytter jeg til dig.” Barnet rystede kraftigt på hovedet og sagde: ”Nej, du gør ikke. Du lytter kun med ørerne. Du lytter ikke med dine øjne.”

Partnere skal lytte med deres øjne og hjerte. Hvad er ellers forskellen på at tale ansigt til ansigt, over telefonen eller bare at lytte til en båndoptagelse? I det moderne livs hastværk, glemmer vi ofte disse små, enkle ting. Dette resulterer i en masse smerte for vores nære og kære. En kort øjenkontakt – det er sådan en simpel ting, men det kan gøre en stor forskel.

Ligesom vi har brug for at lytte med opmærksomhed, er vi også nødt til at tale med opmærksomhed. Når ord bruges korrekt, kan de som en gylden nøgle være i stand til at åbne ethvert hjerte, men hvis ord bruges i flæng, kan de låse menneskers hjerter for evigt. Når hjerter vokser fra hinanden, bliver samtale til råben. Når hjerter mødes, bliver tale som et mantra. Når hjerter bliver ét, ophører al snak. Når to mennesker går ind i et parforhold, så er det vigtigt for dem begge at huske, at ingen af dem er en helgen – ingen af dem er oplyst. I virkeligheden føler begge mennesker sig ufuldstændige og søger fuldstændighed i den anden. Derfor gifter de sig for at få hinandens kærlighed. Der er intet galt i dette, men samtidig skal de forstå, at når det kommer til kærlighed, er de i virkeligheden begge to tiggere. Vi er nødt til at se tingene i det rigtige lys.

Se en kat som en kat, og en hund som en hund. Gør ikke en en myg til en elefant eller en elefant til en myg. Ved at forstå jeres forhold og din partners behov, bør du altid forsøge at udtrykke kærlighed via ord og handlinger. Hvis kærligheden holdes fanget inden i os, vil den ikke gavne nogen. Husk desuden på at den nemmeste måde at modtage kærlighed på, er ved at give den. Relationer, hvor man ofrer sig for hinanden, er de smukkeste og mest opløftende.

Der er en historie om en fattigt ægtepar. Hustruen havde langt, smukt hår. En dag sagde hun til sin mand: ”Hvis bare jeg havde en kam.” At høre sin kones simple bøn gjorden manden trist til mode. Hun bad ham sjældent om noget. Han viste hende sit gamle ur og sagde: ”Denne urrem er så slidt, at den kan gå i stykker nårsomhelst. Vi har så få penge, at jeg ikke engang har råd til at udskifte den.” Ved at høre hjælpeløsheden i sin mands stemme, blev konen helt tavs.

På vej til sit arbejde passerede manden en urmager. Han gik ind og solgte sit ur for en lille sum. Med de penge købte han en smuk kam til sin kone. Da manden kom hjem om aftenen, kaldte han spændt på sin kone for at give hende gaven, men da han så hende, fik han sit livs chok. Hun stod foran ham med kort hår og en helt ny urrem i hænderne, som hun begejstret holdt frem til ham. Hun havde ladet sit hår klippe og solgt det til en parykmager. Det var med disse penge, at hun havde købt den nye urrem. De kiggede på hinanden, og tårerne vældede op i deres øjne. Tårerne var ikke på grund af deres spildte indsats, men fordi de blev mindet om storheden i den kærlighed, de delte – den kærlighed, som gjorde dem i stand til at kende hinandens hjerter.

Når en person fyldt med forventning elsker en anden, så kan vi kalde det kærlighed. Når to mennesker elsker hinanden med den samme intensitet, er det en højere form for kærlighed. Men at elske alt og alle uden nogle forventninger er den højeste form for kærlighed. Denne kærlighed opstår kun, når vi er i stand til at se alle som vores eget Sande Selv.

Ægte tilfredsstillelse i livet kommer ved at indse, at egoet – vores idé om at vi eksisterer som en enhed adskilt fra resten af skabelsen – er en total misforståelse. Det er kun, når vi forstår denne sandhed og er i stand til at hvile i den, at vi transcenderer al egoisme og stolthed og får hjertet fyldt af kærlighed til alle væsener. Under denne øverste kærlighed er der mange niveauer. Den slags kærlighed, de fleste mennesker tænker på. er i virkeligheden det laveste trin på stigen. Jo mindre ego og jo mindre egoisme, des renere kærlighed. Vi bør gradvist gå op ad trinene på kærlighedens stige for at nå til højden af guddommelig kærlighed.

Overalt i verden hører vi almindeligvis sætningen: ”Jeg elsker dig.” Her er der to enheder – ”Jeg” og ”dig”. Denne skelnen bør ophøre med at eksistere. I stedet for ”Jeg elsker dig,” skal bevidstheden overgå til at indse at ”Jeg er kærlighed – legemliggørelsen af kærlighed”. I denne kærlighed, er der kun ”én” – kun Gud. Ved at stå fast i denne enhed, kan vi elske alt og alle. Det er spiritualitet.

Når to læber mødes, kommer der blot én lyd. Selvom vi har to øjne, har vi ét syn. Selv når der er to lamper, er lyset som ét. På samme måde bør en mand og kone leve som én, selv om de er to. Den hjertelige enhed er skønheden i deres hjem og stabiliteten og grundlaget for hele familien. Da hverken konen eller manden har forstået deres indre fuldstændighed, bør deres ægteskab være et forhold, hvor de hver især kompenserer for den andens svagheder – ikke et hvor de peger dem ud og skyder skylden på hinanden. Hvor der er ægte kærlighed, vil offerviljen helt naturligt være til stede. Ægte offervilje er at slippe de sympatier og antipatier, man har for den anden person. Dette bør være ånden bag ethvert kærligt forhold.