Amma-Danmark - Nyhedsbrev januar 2020
Indhold - Januar 2020
Nytårshilsen
Jul i Amritapuri 2019
Amrita Yoga-retreat d. 2.-3. marts 2020 i København
Foredrag v/Brni. Shobana d. 4. marts 2020 i København
IAM meditationskurser
Lad Det Gro-kursus ved København d. 2.-3. maj 2020
Uddrag af Ammas nytårstale 2020
Nytårshilsen



Kære Amma-venner

Så er der gået endnu et år med rigtig meget skøn Amma-energi i Danmark, kulminerende med Ammas besøg i Brøndby Hallen i oktober. Stadig flere danskere har fået kendskab til Amma og hendes budskab om kærlighed og medfølelse udført i konkrete handlinger (Compassion in Action). Flere end nogensinde har taget del i de aktiviteter, der har været i Amma-regi, herunder meditationskurser, yoga-retreat, offentligt event med en af Ammas nærmeste, Br. Shubamrita – og de mere daglige aktiviteter med Amma-aftener og bhajans-sang.

Vi ser frem til et nyt årti, hvor Ammas budskab vil blive endnu mere udbredt. I skrivende stund ved vi ikke, om Amma vil komme til Danmark i 2020, eller om det først bliver i 2021. Vi planlægger arrangementer i det kommende år med det formål at styrke vores fællesskab, så vi bliver bedre i stand til at løfte den store opgave, som det er at arrangere Ammas besøg endnu engang.

Vi ønsker alle et rigtig godt nytår og inviterer alle til at være med til at igangsætte og tage del i aktiviteter, der kan udbrede kendskabet til Amma. Det har været fantastisk, at så mange har deltaget i aktiviteterne i det forgangne år.

Lad Ammas budskab vokse sig større i Danmark også i 2020.
Jul i Amritapuri 2019



Det var en dejlig juletid i Amritapuri (Ammas ashram i Sydindien) sammen med Amma. Juleaften faldt på en tirsdag, så ved middagstid mediterede Amma sammen med os og delte prasad-frokost ud. Efter bhajans og aftensmaden sad vi godt 2-3.000 mennesker fra hele verden i den store hal. Amma sad nede i hallen sammen med os, så hun også kunne se op på scenen. I år var der igen julesange og et særligt juleteater - denne gang et smukt silhuet- dukketeater, som beskrev Jesu fødsel.

Derefter optrådte både børn og voksne med sang og dans i smukke kostumer - alle havde gjort sig meget umage og nød at optræde for Amma.

En spansk danser, der foldede sig ud med den dramatiske flamenco i nøgen overkrop, fik nogle af brahmacharinierne til at holde sig for øjnene.

Efter alt dette holdt Amma sin juletale, og derefter kom der utallige store bradepander med fint dekorerede chokoladekager ind, som Amma velsignede, før alle fik et stykke.

Uddrag af Ammas julebudskab 2019

Igennem vores liv fejrer vi alle mulige helligdage. Festdagene kommer og går sammen med opstemthed og glæde.

Den spirituelle mening er efterhånden gået tabt. Det er i orden at være glad, men prøv at forstå helligdagenes sande betydning. Det handler om den indre rejse mod `himmeriget´. Himmeriget er ikke oppe i skyerne. Hvis vi tror dét, kommer vi ingen vegne. Det er derimod Guds essens, som findes indeni os. Når vi når dertil, vil vi være i stand til at se alle som værende lige. Gud er den bevidsthed, som er i os alle. Der er kun et sandt Selv. Selvom vi er havet, tror vi, at vi kun er små bobler i det.

Enhver på jorden ønsker kærlighed, dét er vi alle født med. Vi vil alle sammen have, men det er svært at give. Verdslig kærlighed afhænger af, hvad vi selv kan få.

Verden er blevet sådan, at når koen ikke giver mere mælk, bliver den sendt til slagteren. Når vi forventer noget fra andre, er vi ikke i stand til at føle kærligheden inde i os.

Taknemmelighed og barnlig uskyld er vigtigt. Guds nåde er også nødvendig. Når vi er sammen med vores børn, er kærligheden betingelsesløs. Julen må ikke være en éndags-begivenhed - gør hele livet til en fest!

Børn elsker julen på grund af gaverne. Vi behøver ikke at vente til julen med at give gaver, og det behøver ikke at være materielle gaver. Et medfølende blik, få kærlige ord, at lytte tålmodigt og små venlige gerninger er noget, vi alle kan give. Verden har meget brug for sådanne gaver. Vi kan give dem hele tiden, hver dag.

På toppen af juletræet er den lysende stjerne, som skal minde os om at søge livets højeste mål: Gud. I hverdagens trummerum må vi ikke glemme dette budskab. Det er for at minde os om dét, at store mestre inkarnerer fra tid til anden.

Der er mange faldgruber. Judas blev fristet af rigdom. Alle mahatmaer (store sjæle) har stået ansigt til ansigt med udfordringer, men har ikke tabt målet af syne.

Andres negativitet må ikke gøre os kede af det. Hvis vi reagerer med vrede, når nogen bliver vred på os, hvad er så forskellen imellem os? Vores liv må ikke afhænge af andres ord. Find Selvet indeni.

Gud findes i et rent hjerte. Må kærligheden strømme igennem alle vores hjerter. Må nåden velsigne mine børn for dette.
Amrita Yoga-retreat d. 2.-3. marts 2020 i København



Yoga: En indre rejse - et retreat i hverdagen

Oplev et unikt todages retreat med Amrita Yoga - autentisk yoga fra Indien:

Asanas (yogaøvelser) - synkroniseret med åndedrættet
Fordybelse ved brug af mantraer
Yoga Nidra (dybde-afspænding)
Satsang (foredrag om de yogiske principper)

Alle kan deltage uanset forkundskab til yoga.

Lederen for Amrita Yoga, Brahmacharini (Brni.) Shobana er på Europa-tur og kommer igen i år til Danmark, København, d. 2.-3. marts 2020.

Pladserne til Brni. Shobanas retreat sidste år i både Aarhus og København blev hurtigt fuldt optaget, og det var en dyb og stor oplevelse for de mange deltagere. Det er derfor en stor glæde at kunne meddele, at Brni. Shobana igen i år kommer til Danmark.

Brni. Shobana er prisvindende yogalærer og har specialiseret sig i at bygge bro mellem den gamle traditionelle østlige praksis og en autentisk anvendelig yoga i vesten. Hun er ét af de 12 medlemmer i den indiske regerings udvalg for yogauddannelse.

Amrita Yoga er udviklet af den internationale humanitære og spirituelle leder, Sri Mata Amritanandamayi - også kendt som Amma og bygger på traditionel Hatha Yoga omfattet af Ammas spirituelle lære. Amrita Yoga integrerer de fire forskellige yogaveje og udvikler fysisk, mental og spirituel opløftelse. Målet er at gå ud over de fysiske yogaøvelser og opnå fordybelse i dit eget Selv og den indbyrdes forbundethed med alt liv.

Mærk energien omkring Amrita Yoga via denne korte film på 5 minutter her.

Retreatet foregår på engelsk, og Brni. Shobana taler et meget letforståeligt sprog. Læs mere på hjemmesiden her. Og se eventet på facebook her (som du kan dele og invitere dine venner til). 
Foredrag v/Brni. Shobana d. 4. marts i København



At leve fra hjertet – sammenhængen mellem principperne i yoga og ayurveda

Dato: 4. marts 2020 kl. 19.00-21.30. Dørene åbner kl. 18.30.
Sted: The South Indian /The Red Carpet, Sallingvej 61, 2720 Vanløse

Oplev:
Inspirerende foredrag om at leve fra hjertet
Bhajans (meditative sange med musik)
Guidet meditation

Der vil være vand, te og kaffe i pausen.

Der er gratis entre. Donationer er meget velkomne. Alle donationer og overskud fra salg går til Ammas humanitære hjælpeorganisation, Embracing the World.

Du kan læse mere og invitere dine venner til foredraget via facebook her.
IAM meditationskurser



Lige nu er der planlagt to IAM-kurser i Danmark:
  • 18.-19. januar 2020 i Nykøbing Falster
  • 25.-26. april 2020 i Hillerød
Amma har udviklet IAM -Integreret Amrita Meditationsteknik®, en enkel meditationsteknik, der integrerer blide yoga-og åndedrætsøvelser med en effektiv og dybtgående fordybelsesdel/meditation, der samlet kan udføres på ca. en halv time.

IAM fremmer fysisk og psykisk afspænding, samt skaber indre ro og balance i livet: Krop, sind og ånd integreres, og der sker en fordybelse af vort nærvær.
Meditationsteknikken kan anvendes af alle, og den kræver ingen forkundskaber.

Selve undervisningen er gratis. Amma ønsker, at det skal være frit tilgængeligt for alle, der ønsker at deltage. Der vil dog være et gebyr til dækning af udgifter under kurset på 200 kr.

Genopfriskning for deltagere, der tidligere har taget kurset
De, som allerede har lært teknikken, kan være med på en genopfrisker søndag kl. 9.00-13.00, men er også velkomne til at blive hele søndagen eller være med hele kurset. Amma anbefaler, at du deltager flere gange og får teknikken justeret, så du er sikker på, at du udfører den korrekt. Det er gratis at deltage i genopfriskning.

Tilmelding og mere information
Tilmelding sker på e-mail til: iam@amma-danmark.dk. Opgiv dit navn, e-mail, adresse og telefonnummer.

Instruktør Teja tlf.:51 88 88 41.

Læs yderligere oplysninger om IAM på Amma-Danmarks hjemmeside her eller på den officielle IAM-hjemmeside (engelsk) her.
Lad Det Gro-kursus ved København d. 2.-3. maj 2020



Dyrk din egen mad og gør kloden glad

Kom på weekendkursus og få nok viden til, at du kan gå i gang med at dyrke økologiske grøntsager og frugt på din altan, i din lejlighed eller have.

“Hvis alle mennesker dyrkede deres egen mad til bare én dags forbrug, ville det forbedre klodens tilstand. Denne relation til naturen vil desuden give os ny vitalitet og livsglæde.” -Amma

Underviserne har tilsammen masser af viden og erfaring i at dyrke glade grøntsager og frugter og vil gerne give den videre.

Tid & sted:
Lørdag d. 2. maj, kl.11.00-17.00 og
Søndag d. 3. maj, kl. 10.00-16.00
Sted: Brede ved 2800 Lyngby. Mere information følger ved tilmelding til kurset.

Prisen for kurset er 375 kr. Selve undervisningen er gratis. Prisen dækker den engelske lærebog ‘GetGrowing’, materialer på dansk, frø/potter/jord og lokaler, samt kaffe/te og kage. Eventuelt overskud går til Ammas velgørenhedsarbejde Embracing the World, som er en NGO i mere end 40 lande, der bl.a. arbejder for at skabe harmoni mellem mennesker og naturen.

Tilmelding sker ved at skrive til e-mail: laddetgro@amma-danmark.dk og du kan invitere dine venner via facebook her.

Kærlig hilsen
Embracing the World - Danmark
Uddrag af Ammas nytårstale 2020



”Dette er dét lykkebringende øjeblik, hvor vi byder det nye år 2020 velkommen! Må det nye år på alle måder bringe goodwill, velstand, godt helbred, glæde og fred og rigdom til alle.

Må Moder Natur tilgive os vores fejl og velsigne os med et år, hvor der ikke forekommer naturkatastrofer. Må enhver have maven fyldt og et tag over hovedet. Må der være fred alle steder på jorden. Mine børn tænker måske at sådanne bønner er urealistiske. Men det er drømme som disse, som viser os i hvilken retning, vores liv og vores anstrengelser skal rettes hen imod.

Enhver rejse begynder med et lille skridt. Enhver af os kan skabe små positive ændringer i vores liv. Hvis vi alle kunne gøre dette, ville det indvarsle begyndelsen på en ny tidsalder.”

Amma fortsatte:” Positiv forandring kommer ikke, blot fordi nogle tal ændrer sig. For at en positiv forandring skal ske, er der brug for, at vi foretager de rette, fokuserede anstrengelser i den rigtige retning. Lad os så gode tanker og høste gode handlinger. Lad os så gode gerninger og høste gode vaner. Ud fra gode vaner og god opførsel kan vi skabe et smukt liv. Ved at leve et godt liv, kan vi omskrive vores skæbne. Hvis vi har et hjerte, som ikke mister håbet, og et sind, som altid er lyst, så vil vi være i stand til at se alting med friske øjne og finde glæde ved alt. Hvis vi sammen med dette besidder kvaliteter som kærlighed, venlighed og tilfredshed, så findes der ikke større fest.

Må alle I, Ammas børn, blive budbringere for kærlighed og fred i denne verden! Må nåden velsigne mine børn, så deres liv fyldes af fred og glæde!”

Efter nytårstalen sang Amma bhajans, som inkluderede ” Lokah Samastah Sukhino Bhavantu” (Må alle væsener i hele skabelsen være lykkelige og fredfyldte).

Amma sluttede med at danse en meditativ dans oppe fra scenen, og opfordrede alle i salen til at danse sammen med hende. Til sidst var der traditionel indisk ris-dessert til alle. En glædesfyldt, velsignet, storslået og meditativ nytårsaften i Ammas favn.