|
At give versus at modtage af Swami Ramakrishnananda Puri
Artikel fra Matruvani februar 2017.
I mange lande er det almindelig praksis at regeringen ærer individer, som har ydet en usædvanlig indsats indenfor deres område ved at tildele dem forskellige priser. Priserne bliver uddelt på baggrund af forskellige grader af udmærkelse. Da regeringen i et bestemt land for nogle få år siden offentliggjorde navnene på dem, som ville få priser det år, var der en kendt musiker, hvis navn var på listen, som offentliggjorde, at hun ikke ville tage imod prisen: ”Regeringen burde have anerkendt mit talent for mange år siden. Desuden har den givet en finere pris til mange med mindre talent end mig. Derfor vil jeg ikke modtage denne pris!”
Lad mig fortælle en anden historie om en af Ammas hengivne. Hun havde et meget krævende job, og hun blev ikke særlig godt betalt til trods for sin høje uddannelse. Og hun fik ingen priser! Ikke desto mindre kunne hun se, at hendes arbejde hjalp til med at reducere de fattiges medicin-udgifter. Og hun fortalte Amma, at dette var meget vigtigere for hende end nogen pris. Hun var lykkelig og tilfreds og levede med en følelse af at leve et fuldt liv. Det er, fordi hun modsat musikeren fokuserede mere på, hvad hun kunne gøre for andre, end hvad andre kunne gøre for hende.
Amma siger, at det er sådan vores liv burde være. Hvis vi ønsker at føle en dyb tilfredshed og fylde i vores liv, skal vi ikke fokusere på, hvad vi kan få fra andre, men på hvad vi kan give. Hvis vi fokuserer på at få fra andre, vil vi altid se efter, hvad vi mangler. Hvis vi fokuserer på at give, vil vi altid se på det, vi har. Desuden er vi ikke altid i stand til at modtage, men uanset hvem eller hvor vi er, er vi altid i stand til at give – om ikke andet så en venlig bemærkning eller et smil.
Amma er den ultimative giver. Hun ser aldrig på, hvad hun kan få, men kun på hvad hun kan give. Jeg husker et smukt eksempel fra 2006, da Amma modtog den tværreligiøse James Parks Morton Pris i New York. Da jeg hørte, at Amma ville få prisen, spekulerede jeg på, hvad prisen ville bestå i. Et trofæ? En check? En fornem rejse til Tahiti for Amma og folk som mig? Af nysgerrighed blev jeg ved med at plage Amma om mere information. Endelig sagde Amma til mig: ”Hør nu her, jeg tager ikke til New York for at få noget. Jeg tager derover for at se, hvad jeg kan give. Så stop med at plage mig.”
Det var endnu en situation, hvor Amma gjorde det klart for mig, at jeg fokuserede på det forkerte: Hvad man kunne få. Amma fokuserede på, hvad hun kunne give – specielt den tale som hun ville give, når hun modtog prisen.
For at vende tilbage til musikeren, hvor ville det have været smukt, hvis hun havde haft et lidt mere udvidet udsyn. Hun kunne have glædet sig så meget over, at millioner mennesker elskede hendes musik. Eller hun kunne have takket Gud for at have velsignet hende med dette talent. Som Lord Krishna siger i Bhagavad Gita: Hvor end man ser storhed, så må man forstå, at det ikke er individets storhed, men Guds storhed der udtrykker sig i dem. Musikeren derimod fokuserede kun på sig selv.
Det er ikke nogen lille ting at give. Amma siger endda: ”Hvis vi kan give bare et minuts glæde til et menneske, så skal vi betragte det som en stor velsignelse.”
Amma siger, at Gud har givet os alle nogle specielle talenter, og at det er op til os at opdage disse talenter. Men formålet med at opdage dem er ikke, for at vi kan blive store i andres øjne. Det er ikke for at opnå et navn, berømmelse eller personlig hæder. Formålet med at opdage disse talenter er at hjælpe andre, at opløfte andre og at give til andre.
Lad mig komme med et eksempel fra Ammas liv. Tidligt i firserne, da ashrammen blot bestod af nogle få palmedækkede hytter og seks til syv disciple, levede vi fra hånden til munden. Det var en smuk tid, men ikke en nem tid. Det var meget spartansk. Men i virkeligheden følte vi aldrig, at det var spartansk, fordi vi var så fordybet i Ammas kærlighed og medfølelse. Vi havde kun penge nok til at få ét ordentligt måltid om dagen. De andre swamier og jeg deltes om nogle få ordentlige skjorter, som vi på skift gik med alt efter den dags fornødenhed.
På det tidspunkt kom der en hengiven, som var en ekspert i Vastu (indisk videnskab om arkitektur) til ashrammen. Da han så ashrammens opbygning, fortalte han mig, at den ikke var lykkebringende. Han pegede på et stort åbent område uden låge, som mange kom ind i ashrammen igennem. Han sagde: ”I kan ikke lade dette område stå åbent. Hvis I lader dette område stå åbent vil al jeres rigdom gå ud derigennem.” Jeg tog ham alvorligt og førte ham hen til Amma. Hun lyttede til ham og sagde så: ”Min søn, jeg ønsker det sådan. For dig er en sådan opbygning måske ikke lykkebringende, fordi det efter dit synspunkt ikke er lykkebringende, når rigdom forlader et sted. Men ud fra mit synspunkt er dette den mest lykkebringende situation. Jeg interesserer mig ikke for at tage eller at opnå en gevinst. Vi har ikke bygget denne ashram for at opbygge en formue. Vi har bygget denne ashram for at opløfte verden. Vi er her for at hjælpe de fattige, de trængende og dem, som lider. Vi er her ikke for at tage noget.”
Det er ikke let at have en vision som Ammas. Vi er blevet så vant til at gøre det modsatte.
Det minder mig om en vittighed, jeg engang hørte. Der var engang en mand, som søgte donationer til en velgørende sag. Han besluttede sig for at ringe til byens mest succesrige forretningsmand. Han sagde: ”Du har succes og tjener så mange penge. Kunne du ikke tænke dig at give noget tilbage til samfundet på en eller anden måde?”
Forretningsmanden grundede over dette et øjeblik og svarede så: ”For det første, har du i din undersøgelse af mig ikke fundet ud af, at min mor er ved at dø efter lang tids sygdom og har regninger til læger og medicin, der langt overstiger hendes årlige indkomst?” Forlegent mumlede manden: ”Øh… nej.” Forretningsmanden fortsatte: ”Eller at min bror som er en handikappet veteran er blind og sidder i rullestol?” Manden følte sig ramt og begyndte at fremstamme en undskyldning. Forretningsmanden afbrød hans undskyldning og sagde: ”Eller at min søsters mand er død i et biluheld, og har efterladt hende uden penge og med tre børn?” Han talte med en mere og mere fornærmet stemme. Helt slået ud kunne manden kun svare: ”Det anede jeg ikke…” Forretningsmanden afbrød ham igen og sagde så: ”Altså, når jeg ikke giver dem nogen penge, hvorfor skulle jeg så give nogen til dig?”
Hvorfor er menneskeheden generelt så ensidigt fokuseret på at tage og samle sammen? Hvorfor er det så svært at have Ammas vision og at give? Og jeg mener ikke penge. Jeg mener vores tid, venlighed, tålmodighed, viden og endog et smil. Amma siger, at det er, fordi vi er overbevist om, at vi er denne begrænsede krop og sindet. Når vi ser os selv som begrænsede, så vil selve tanken om materielt tab gøre os usikre. Hvorfor? Fordi vi tror, at et tab vil gøre os endnu mere begrænsede, og at en gevinst i vores favør vil gøre os mindre begrænsede. Så hele vores holdning til at give og modtage er baseret på vores misforståelse om, hvem vi virkelig er, siger Amma. Sandheden er, at vi er uendelige – den altgennemtrængende, allestedsnærværende og evigt lyksalige Atman (Selvet). Uanset hvilket tal man lægger til uendelighed, vil resultatet være uendelighed. Uanset hvilket tal man trækker fra uendelighed, vil resultatet være uendelighed. At vide at vi hverken er kroppen eller sindet, men det altgennemtrængende og ubegrænsede Selv, er derfor virkeligt transformerende. Det tilintetgør vores misforståelse om, at vi er begrænsede og gør os derved til mennesker, som er mere og mere givende.
I Indien anses viden for at være den højeste ting. Den tilbedes endda som en Gudinde – Saraswati. Den har sådan en høj status på grund af sin evne til at transformere vores liv fuldstændigt, på grund af sin kraft til fuldstændigt at ændre den måde, som vi ser på verden på og den måde, som vi handler på. Det er, fordi vores forståelse af mennesker, steder, genstande, situationer osv. danner det fundament, som hele vores liv er bygget på.
Ligesom enhver figur, der er støbt i en defekt støbeform, er defekt, sådan er det også med et liv, som er baseret på en defekt forståelse. Skrifterne giver mange eksempler på dette: At mistolke et reb for en slange, en stolpe for et spøgelse og perlemor for sølv mm. Disse eksempler viser, at når vi misfortolker en genstands natur, så lever vi vores liv med en misinformeret holdning overfor denne genstand, hvilket giver sig udtryk i en misinformeret handling.
I min ungdom så jeg filmen ’Den gode, den onde og den grusomme’, som nu anses for en klassisk Clint Eastwood-western. Den giver os et moderne eksempel på dette princip. Under den amerikanske borgerkrig bar soldaterne fra den Nordlige Union blåt tøj, mens soldaterne fra det Sydlige Forbund bar gråt. Derfor kaldtes de henholdsvis blåfrakker og gråfrakker. I filmen prøver to efterlyste forbundsmænd at undgå at blive arresteret ved at forklæde sig i stjålne gråfrakke-uniformer. Da de kørte på deres vogn gennem et støvet terræn, så de en hær komme dem i møde i det fjerne. I panik stoppede de vognen. Er det grå- eller blåfrakker? Skulle de beholde deres forklædning på eller tage den af? Da hæren kom nærmere, så de, at det var gråfrakker. Forbundsmændene slappede af og begyndte at råbe til deres ’frænder’: ”Hurra! Hurra for det Sydlige Forbund! Hurra! Ned med general Grant! Hurra for general Lee!” Men ak, da gråfrakkerne stopper op og begynder at børste støvet af deres uniformer, så afslører de deres sande farver – de er i virkeligheden blåfrakker dækket af støv. Men da er det for sent, selv til bare at prøve på at flygte.
Da forbundsmændene var uklare på, hvilken hær det var, var deres holdning usikkerhed, hvilket resulterede i at stoppe og vente. Da de misfortolkede, at hæren var venligstillet, blev deres holdning præget af lettelse, hvilket gjorde, at de vinkede og råbte. Og da de endelig forstod, at hæren var en fjende, blev deres holdning præget af frygt, som kunne have fået dem til at flygte, hvis de havde haft tid nok.
Så forståelse kan transformere mennesker, som ser sig selv som begrænsede, til mennesker som ser sig selv som ubegrænsede. Alt, hvad vi prøver at opnå i livet, er forbundet med vores følelse af begrænsning. Vi prøver at fjerne følelsen af begrænsning ikke kun gennem penge, men også ved at søge at opnå et navn, berømmelse, position, familie og børn. Så længe vi misforstår os selv - at være den begrænsede krop og sind - prøver vi at tage så meget som muligt. Når vi virkelig forstår, at vi er den uendelige Atman, vil vi ikke have noget problem med at give.
Hele Ammas liv har været hengivet til at give. Hun ved, at lige meget hvor meget hun giver, så kan det aldrig påvirke hendes sande Selv. Selvet er altid fuldkomment, komplet og lyksaligt. Hvad enten vi er rige eller fattige, veluddannede eller analfabeter, tykke eller tynde… ingen ydre forhold kan nogensinde ændre Selvets fuldkommenhed.
Det er én ting at give, når vi selv har nok. Men at give, så det skader én, er noget helt andet. Det er kun én, der som Amma er etableret i Selv-viden, som kan gøre dette. For kun når man forstår, at man ikke er kroppen, kan man give og give og give – endog på bekostning af kroppen.
Den følgende hændelse illustrerer det fulde potentiale ved denne holdning af at give. Den fandt sted for omkring 10 år siden, da Amma var i det nordlige Kerala. Der var en ekstremt stor forsamling. Amma ankom til programmet kl. 19, og kl. 9 næste morgen var hun stadig i gang med at give darshan. På et tidspunkt tidligt på aftenen havde en hengiven spurgt Amma, om hun ville besøge hans hus, før hun kørte videre til Bangalore. Amma sagde ja. Jeg fattede ikke hans dristighed! Amma havde siddet på scenen i 14 timer uden afbrydelser og uden hverken mad eller hvile. Hun skulle give darshan igen næste dag, og denne mand plagede Amma om at komme til hans hus!
Da darshan endelig sluttede, fandt vi ud af, at mandens hus lå i en helt anden retning end vores rute var. Jeg var irriteret. Efter ca. en halv time var vi fremme. Amma steg yndefuldt ud af sin autocamper, og idet hun så så frisk ud som nogensinde, gik hun ind i mandens hus. Hun lavede en enkel puja i puja-rummet, og så bad manden Amma om at gå ind i endnu et rum i huset! Jeg kunne ikke tro det. Det virkede, som om det ikke var nok, at Amma var kommet til hans hus. Denne mand ville have hende til at velsigne hvert eneste rum. Men igen indvilgede Amma yndefuldt.
Da vi gik ind i værelset, kunne jeg pludseligt forstå, hvorfor Amma havde indvilget i at besøge hans hus. Hans barn lå der på sengen. Hans arme og ben var skrumpet ind og lignede tændstikker, og hans hoved var mere end dobbelt så stort som et normalt hoved. Hans hoved var så stort, at han ikke engang kunne løfte det uden hjælp. Og selv da var det meget smertefuldt. Han kunne på ingen måde være kommet til Ammas møde. Amma holdt om barnet, idet hun vuggede hans gigantiske hoved i sine arme, og hun gav ham prasad med sine egne hænder, mens hun sagde: ”Min søn, min søn, min søn.” Jeg var så flov over min vrede mod denne mand, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde forstået Amma og hendes dybere forståelse for, hvad der kræves og ikke kræves.
Sandheden var, at Amma var udmattet. Darshan havde varet 16 timer, og næste dags darshan ville sandsynligvis blive ligeså lang. Sådanne fysiske anstrengelser ville uundgåeligt påvirke hendes helbred, og det vidste hun godt. Men da hun vidste, at hun ikke er denne begrænsede krop, men det ubegrænsede Selv, så tog hun sig ikke af det. Der var kun én kendsgerning, der var vigtig for hende: ”En af mine børn lider, og jeg har kraften til i det mindste at trøste ham.”
Dette er højdepunktet af at give. Og det er kun muligt, når der er en ufattelig kærlighed og spirituel viden. Må vi alle med Ammas nåde opnå sådan et ekspansivt udsyn og derved blive til lys i mørket – det mål som Amma har dedikeret hele sit liv til.
|
Den enkle og dybe bog ‘Kærlighed er svaret’ af Swamini Krishnamrita Prana er indtalt på dansk og sælges som download i vores shop. Swamini Krishnamrita Prana er en af Ammas nærmeste, og hun har været hos Amma i mere end 25 år.
