Uddrag fra Ammas nytårsbudskab 2026

Forandring kræver beslutsomhed og indsats
Forandring er naturens lov. Årstider som forår, sommer, monsun, efterår og vinter kommer den ene efter den anden – og forsvinder på samme måde igen. Når vinteren kommer, mister træerne deres blade og giver slip på de visnende rester af en årstid, der allerede har udlevet sig selv.

Med forårets komme springer nye knopper frem. Naturen bliver grøn af vegetation, blomster blomstrer overalt og skænker glæde og fryd til alle. På samme måde må vi også give slip på det, der er gået i forfald inde i os, hvis vi vil bevæge os succesfuldt frem ad livets vej. Først da kan det sande forår træde ind i vores liv.

Når det nye år begynder i kalenderen, må der også spire en ny friskhed frem i os. Sammen med forandringen i omgivelserne må der ske en kreativ forandring i vores tankegang. Vi bør se tilbage og vurdere vores fald, sejre, gevinster og tab.

Se tilbage, bevæg dig fremad
Ligesom en løve, der bevæger sig fremad, indimellem stopper op og ser sig tilbage over skulderen, bør vi også fra tid til anden se tilbage i vores liv og vurdere: “Hvor meget har jeg udviklet mig?” Vi bør sætte nye mål, indgå nye forpligtelser og planlægge vores næste skridt. Når dette er fastlagt, må vores fokus være fuldt og helt i nuet.

Tiden behøver ikke vores tilladelse for at forandre sig. Men for at forandring kan ske i os, kræves vores beslutsomhed og indsats. Det er vores fortid, der har skabt vores nutid. På samme måde er det vores handlinger i dag – i dette øjeblik – der former vores fremtid. Ret derfor din opmærksomhed mod nuet og brug det rigtigt.

Ud over at tænke over, hvad vi skal gøre, må vi også tænke over, hvad vi skal blive til, og hvordan vi bør være. For at kunne flyve på den sande freds himmel må man lette sin tunge byrde af bekymringer og klager.

Lær at le ægte
Vores liv bør ikke afhænge af andres ord – deres ros eller kritik – eller af deres succeser og fiaskoer. Lykke er vores fødselsret. Om vi vil smile eller ej, er vores eget valg. I dag finder mange underholdning i at håne og le ad andre.
I stedet bør vi forsøge at genkalde os vores egne øjeblikke af tåbelighed og le ad os selv. Ægte lykke er den tilstand, hvor vi glemmer alt andet og husker Gud. Det er den sande latter – glæden, der stiger op fra dybet af os selv. Lad os stræbe efter den.

I livet findes der to former for rigdom – den materielle og den åndelige. Lykke, fred, kærlighed, venskab, viden og moralske værdier er åndelig rigdom. De fortjener at få større betydning, for det er kun dem, der giver ægte tilfredsstillelse og gør livet meningsfuldt.

Bevidsthed, medfølelse, indsats og hengivelse
For både indre og ydre forvandling er fire principper afgørende: bevidsthed, medfølelse, indsats og hengivelse til Gud. Når disse fire forenes, markerer det begyndelsen på nogle smukke kapitler i vores liv.

Nytåret minder os om tidens ubrudte strøm. Livet er en kontinuerlig kæde af handlinger og deres resultater. Skæbnen skabes af os selv. Gud har givet os et lærred – pennen til at skrive på det er i vores hånd. Skæbnen er det, vi selv skriver gennem vores handlinger.

Guds hensigt er at befri os fra karmaens lænker. Selvom sorg og smerte er en del af livet, søger det guddommelige i sidste ende at hæve os ud over dette modsætningspar. Derfor kan vi aldrig bebrejde Gud. Vi ser kun et lille udsnit af livet, mens det guddommelige handler ud fra fuldkommen visdom.

Hengivelse fører til erkendelse
Hvis man skulle spørge, hvad der er det smukkeste i menneskelivet, så er det hengivelse – den rene kærlighed til Gud. I sorgens og lidelsens vidstrakte mørke er hengivelsen det lys, der holder os i hånden og fører os fremad. Den er som den hellige flod Gaṅgā, der skyller alle sindets urenheder bort. Når man opnår ren hengivelse og ren kærlighed, bliver selve livet velsignet.

Hengivelse er ikke bare følelse, den er visdom. Den er indre fuldbyrdelse og opdagelsen af ens sande Selv. En sådan hengivelse er kun mulig for de mest modige. Kærligheden vågner indefra, og den tro er ikke blind – den er den mest strålende. Den fører til kærlighed og i sidste ende til overgivelse.

Overgivelse fører til den højeste sejr
Overgivelse er ikke slaveri, det er forening. Den kulminerer i den højeste sejr – enhed. Når hengivenhed modnes til kærlighed, og kærligheden modnes til overgivelse, forenes den individuelle sjæl med den Højeste Sjæl.

Det, vi har brug for, er ikke et sind, der er tilfreds med et snævert udsyn, men et åbent og vidt sind, som bevæger sig støt fremad uden at vakle. Alle træffer nytårsforsætter, men de færreste følger dem. Bliv ved med at forsøge. Du kan falde – men hvis du gør, så bliv ikke liggende og klag. Gør en indsats for at rejse dig igen. Dyrk den ånd og den indstilling.

Rejs dig ved at hjælpe andre med at rejse sig
Vågn op. Løft dig selv. Hjælp også andre med at rejse sig. Til tider må du lytte til andres sorger, men du kan dele den indsigt, du selv har opnået. Det er det, vi er kommet til verden for at fuldbyrde med dette liv.

Må det nye år blive et år, hvor fred og lykke danser over hele verden. Må vi være i stand til at virkeliggøre et meningsfuldt 2026 – et år, der bringer os tættere på vores mål. Må den guddommelige nåde velsigne alle mine børn til at opnå dette.

Ammas 12 forslag til det nye år 2026   
1. Da tid ikke kan gemmes for at blive brugt i fremtiden – så brug den med største omhu. Lav en daglig rutine og følg den oprigtigt.

2. Skriv dine dårlige vaner og svagheder ned. Afsæt en fast dag hver uge til bevidst at arbejde på at kontrollere hver enkelt af dem.

3. Sammenlignet med i går – prøv i dag at bringe lidt mere modenhed og kvalitet ind i mindst ét område i dit liv.

4. Afsæt hver dag tid til at fordybe dig i naturen. Forestil dig, at du elsker hele skabelsen.

5. Væk den uselviske kærlighed i dig, og lad den komme til udtryk hver dag. Pas og plej mindst én plante. 

6. Når ros eller bebrejdelse, sejr eller nederlag kommer din vej, så reflektér dybt og mind dig selv om: “I sandhed er jeg hinsides alt dette.”

7. Dyrk tilgivelsens dyd. Gør en indsats for at tilgive og glemme andres fejl, og forsøg at rette dem med forståelse. På samme måde vejleder voksne blidt et barn, når det begår en fejl, da den voksne ved, at det skyldes uvidenhed. At glemme er måske ikke altid muligt, men man bør forsøge at korrigere. Nogle gange siger folk: “Han er for dum, uvidende og umoden – jeg lader ham gå, Amma.” At lade sig rive med af andres tåbelighed afspejler vores egen mangel på modenhed. Disse tilbøjeligheder findes i os alle – til tider også i os selv. Se indad og spørg, om disse træk ikke også opstår i dig.

8. Dediker hver dag – i det mindste i kort tid – på at udføre dine handlinger med fuld opmærksomhed og nærvær.

9. Brug naturens ressourcer med omhu og ansvarlighed. Læg i livet større vægt på det, du giver, frem for det, du har modtaget.

10. Øv dig i ydmyghed og enkelhed. Respektér andres synspunkter og gå fremad gennem samarbejde. Der vil være tidspunkter, hvor samarbejde er umuligt. Når du har med sådanne mennesker at gøre, så forbliv tålmodig. Hvis du ser, at det blot vil svække dig at fortsætte, er der ingen skade i at træde til side og skabe lidt afstand i samværet med dem. Du spørger måske: “Hvorfor skal vi finde os i alting?” Træd først et skridt tilbage og se ind i dig selv. Derefter kan accepten af andre måske blive mulig.

11. Brug lidt tid hver dag på at mindes din gurus form. Sid derefter stille og iagttag din egen indre natur. 

12. Dyrk taknemmelighed for alt det gode, du har modtaget i livet. Tag ansvar for dine egne fejl, vanskeligheder og tab. Det, vi har brug for, er ikke et sind, der nøjes med et snævert perspektiv, men et åbent og rummeligt sind, som bevæger sig støt fremad uden at vakle.