Mit navn er Lucas og det er en glæde at få muligheden for at dele noget af det, der i den sidste tid er sket her i Ammas indiske ashram, Amritapuri, med jer. Selvom jeg ikke har kendt Amma lige så længe som mange andre, føler jeg mig overgivet til, hvad hun repræsenterer og gør.
Jeg mødte Amma første gang til det danske program i Brøndby Hallen i 2018. Jeg var tryllebundet af stemningen og dybt engageret i seva (uselvisk arbejde) begge dage. 9 måneder senere i juli 2019 tog jeg til Amritapuri i tre måneder.
Allerede efter det danske program var jeg solgt, og de tre måneder i Amritapuri gjorde det stensat, at Amma og Amritapuri var det, mit indre havde længtes efter for at være hel. Følelsen af at være et individ adskilt fra alting blev forvandlet til følelsen af at være forbundet med alting. Og hendes usynlige hånd ledte mig til Amritapuri et par dage, inden portene lukkede pga. COVID-19.
Amma siger, at hun havde forudset, at 2020 ville blive et svært år for verden, og derfor begynde Amma omkring 2002 at chante “Lokah Samastah Sukhino Bhavantu” (må all væsner i hele skabelsen være lykkelige og fredfyldte). Og senere i 2016 introducerede Amma meditationen med hvide blomster, hvor vi visualiserer hvide fredsblomster, der daler ned fra himlen på hele jorden. Amma siger, at alle tanker har en vibration, og disse vibrationer har en effekt på omverdenen. Med denne meditation kan vi hjælpe verden med at hele. Amma har opfordret alle sine børn til at praktisere denne meditation i hvert fald 5 minutter dagligt.
Man kunne forstille sig, at Amma får lidt hvile i denne tid, hvor hun ikke kan give darshan til sine mange børn, men Amma siger, det er omvendt. COVID-19 har skabt en masse kaos, og der er flere opgaver nu end før – verdensrelaterede, nationale, samfundsmæssige og individuelle. Regeringen konsulterer Amma, hospitaler, skoler og andre institutioner skal vejledes, ashrambeboere skal beskyttes, breve skal læses osv. Jeg kunne forstille mig, listen er uendelig. Der er blevet vist nogle videoer af mængden af utallige breve, Amma har fået. Amma siger, at hun bruger 6 timer om dagen på at læse breve, samtidig kan hun gå frem og tilbage i sit værelse og få motion.
Hvad ashrammen angår har Amma givet instruktioner om at spare på vand, elektricitet og mad. Amma siger, at fremtidens krige kommer til at handle om at få vand. Forhøjet elektricitets-forbrug og madspild medfører overforbrug af penge, der kunne bruges på at hjælpe folk i nød. Amma fortæller en historie om, at da hun var barn, var der børn, som ikke deltog i eksamener, fordi de ikke havde råd til det papir, som de skulle skrive på, selvom det næsten ingenting kostede. Amma har set, hvordan folk lider, og hun vil ikke lade penge gå til spilde.
1,706 toiletter er blev modificeret, så de skyller mindre vand, og det resulterer i 3.9 millioner liter vand sparet om året, og der bliver eksperimenteret med at samle og udnytte regnvand.
Der bliver brugt 7 gange mere elektricitet, end hvad der bør bruges, hvilket resulterer i højere elregning. Derfor bliver der slukket for elektriciteten i værelserne fra kl. 05-06, når der er Archana og igen kl. 17-20, når der er fælles program i Main Hall. Muligheden for at installere solceller bliver også undersøgt.
Der er blevet indført et system til tirsdagsprasad (Amma uddeler mad til alle), hvor alle kan vælge en billet til en stor eller lille portion mad for dermed at mindske madspild.
I forbindelse med COVID-19 skal alle bruge ansigtsmasker, og der er også blevet indført to meters social distancering.
Amma kaldte mange af sine swamier, sannyasines og bramacharier til Amritapuri, inden portene blev lukket. For første gang i 22 år gav Amma d. 13. marts sannyasi deeksha til 59 og brahmachari deeksha til over 200.
Begivenheden var meget magisk, og det er stadigvæk motiverende dagligt at se så mange i orange og gule klæder. Jeg spekulerer på, om det mon var et tilfælde, at deekshaen skete lige som COVID-19 var begyndt at hærge hele verden? På YouTube er der en 50 min. officiel video med titlen ”Amma giving Sannyasa Deeksha”, der går i dybden med begivenheden.
Hver dag er der meditation, satsang og bhajans. Amma har instrueret alle, der har fået deeksha, til at give en satsang, og det er dem, vi hører dagligt. Ofte tager de udgangspunkt i et vers fra det hellige værk Bhagavad Gita med personlige anekdoter fra deres oplevelser med Amma.
Udover et væld af satsangs har Amma brugt denne tid på at indspille over 200 bhajans både på indiske og fremmede sprog. Amma har bedt sine devotees om at skrive bhajans på deres modersmål, og de er blevet kaldt ind i Kalitemplet for at indspille med Amma. Efter ens bhajan er blevet indspillet, er der mulighed for at blive kaldt op på scenen i Main Hall for at synge sin bhajan sammen med Amma foran alle i ashrammen. Der bliver typisk sunget en fremmedsproget bhajan hver aften.
Da jeg fandt ud af, Amma indspillede bhajans på fremmede sprog, begyndte jeg så småt at eksperimentere med tekster og melodier, og efter lidt tid hørte jeg, at Amma havde spurgt bl.a. efter danske bhajans.
Jeg vidste, at jeg var en af de få danskere hernede og nok den eneste, der kunne finde på at lave en bhajan, så jeg greb muligheden. Jeg fik meget support og hjælp fra mit seva-hold i Ammas have “Nature Sanctuary “. Da vi følte, den var færdig, fik vi kontakt med de ansvarlige for optagelserne, og gav dem teksten og lydklippet. Teksten blev oversat til fonetisk dansk, forstået på den måde, at når Amma læste højt, hvad der stod skrevet med malayalam-bogstaver ville det lyde som danske ord. Vi blev kaldt ind i Kalitemplet. Rummet med Kali var transformeret til et ministudie fyldt med ledninger, mikrofoner, instrumenter og højttalere.
Der gik en time, inden Amma trådte ind, det var som at vente på at få darshan. Udover Amma var der korsangere, dem på trommer og harmonium, derudover var der tre andre grupper, der også skulle indspille bhajans. Den danske bhajan blev indspillet som nummer tre efter den irske og catalanske, og jeg blev kaldt op for at sidde ved siden af Amma på kort afstand. Mit hjerte hamrede af præstationsangst, men Amma var i fuld gang med at snakke til nogle andre. Først da jeg var faldet til ro, vendte hun sig, kiggede på mig og sagde: “You sing” med et glimt i øjet og en opmuntrende håndbevægelse.
Da vi begyndte at synge, var der steder, hvor jeg måtte hjælpe med udtalen, hvor til hun sagde: “mm, mm” med et lille sidelæns vip med hovedet på indisk maner og rettede i papiret foran sig, så skriften stemte overens med lyden. Det tog ca. 30 min. at blive færdige med den danske bhajan, og det var intet mindre end en guddommelig oplevelse!
På ca. 2 ½ time var de fire bhajans indspillet, og Amma rejste sig fra sin peetham og gik direkte ind i Main Hall for at guide dagens meditation med Swami Shubamritananda.
Et par dage senere under bhajans kunne man se Amma på scenen gennemgå papiret med vesterlandske bhajans. Der var en lang pause, inden man kunne se nogle skynde sig op på scenen, og der blev annonceret på storskærmen: “Irsk”. Efter endnu en lille pause kunne man se nogle andre skynde sig op på scenen og titlen på storskærme blev ændret til “catalansk”. Igen var der tavshed og en smule forvirring.
Jeg sad lige foran den station, hvor lyd og video blev koordineret, og her til bliver der ofte signaleret fra scenen. Denne gang blev der også signaleret ivrigt. Jeg antog, at de ville have fat i videomanden bag mig. Jeg fornemmede nu langsomt, at det måske var mig, de ville have fat i, og da jeg vendte mig for at kigge på lydmanden, sagde han halv-desparat: ”it’s you, gooo!! ”. Som lyn fra en skyfri himmel fik jeg sommerfugle i maven, hjertebanken og tusind tanker på én gang. Det tog mig et par sekunder at rejse mig og bevæge mig igennem folk op mod scenen, imens jeg prøvede at huske melodien på bhajanen. Jeg bevægede mig langsomt, da det så slog mig, at de kun ventede på mig og begyndte så at små-løbe. Idet jeg trådte foden på scenen, var det som om, jeg blev transporteret til en anden virkelighed.
Det er ikke altid let at sætte ord på oplevelser med Amma, men jeg oplevede, at atmosfæren var let, som at træde ind i en sky. Hele omverdenen forsvandt, og der eksisterede kun Amma og hendes musikere på en usædvanlig ren og tom scene. Jeg blev guidet bag om musikerne fra venstre side af scenen til højre og satte mig med mikrofonen i periferien af de andre. Med et galoperende hjerte fik jeg besked på at begynde at synge og uden eftertanke kunne jeg høre min nøgne stemme fra højttalerne. Heldigvis blev jeg hurtigt efterfulgt af musik og den anden støtte-forsanger. Da bhajanen var i gang, forsvandt det meste af skrækken, og det var som den sang sig selv, en uforglemmelig oplevelse!
Senere fik jeg æren af at optage endnu to danske bhajans, som blev sendt fra Danmark. Under optagelserne blev Amma som en lille pige og kastede en pude på en af tromme-spillerne, hvorefter hun kiggede mig i øjnene og sagde på malayalam: ”Vær som en bold, den accepterer, hvor end den bliver kastet. Selv hvis den bliver kastet i vand, vil den bare flyde.” Jeg har tænkt en del over den sætning siden, og den minder mig om nogle forskellige ting, som Amma ofte har sagt:
Den første ting er: Vi skal være i verden, men lad ikke verden komme ind i os. Indeni skal vi forholde os i ro og være upåvirket. Ligesom en båd på vandet, så længe vandet er udenfor båden, kan den flyde uden problemer, men hvis vandet trænger ind i båden, er den i problemer, da den kan synke.
Den anden ting er: Amma siger, at vi skal udføre handlinger uden at være fokuseret på resultatet. Vi kan ikke bestemme resultatet, men vi kan udføre alle vores handlinger med opmærksomhed, tålmodighed og skelneevne.
Må vi alle udføre vores handlinger som gaver til Gud og se ethvert resultat som Guds gave til os. Må vi blive instrumenter i guds hånd og spille i takt med den universelle rytme.
Med disse ord ofrer jeg denne tekst til Ammas lotusfødder.
Du kan købe den danske bhajan ‘Kom Hjem Mit Barn’ på The Amma Shop her til $1.49.