Ammas på sin 61-års fødselsdag: Tjeneste for de fattige er den bedste fødselsdagsgave, som Amma kan få

Uddrag fra Amma´s 61års fødselsdagssatsang, 27. september 2014, Amritapuri.

Sådan som Amma ser det, er der ikke noget anderledes ved denne dag. Ligesom alle andre dage vil Amma se sine børn, lytte til deres sorger og trøste dem. I dag er bare endnu en dag. Derfor har Amma kun en ting at fortælle: “Vores liv skal være til gavn for verden. Vi skal oprigtigt elske og trøste mindst ét liv, i mindst et øjeblik uden nogen forventninger”.

Vi lever i en verden, hvor forskellige individer, samfund, kaster, religiøse grupper og lande adskiller sig selv fra hinanden. For deres egen glæde og fornøjelse konkurrerer de, for at få de andre til at græde. Det er chokerende, når vi indser, at den verden, som vi lever i i dag, ikke skåner nogen. Selv gamle damer med den ene fod i graven går ikke fri for ondskab og misbrug. Der er grupper, der prædiker en form for terrorisme endnu mere brutal end det, vi kender fra primitive folkefærd. De står klar til at gøre livet miserabelt for andre mennesker. I denne tid er der ingen garantier. Alt kan ske for enhver, når som helst og hvor som helst.

I denne tid står menneskeheden midt i mange alvorlige problemer. Global opvarmning, naturkatastrofer, arbejdsløshed og økonomisk recession. Mange lande er fanget i fattigdom og hungersnød. Nye smitsomme sygdomme dukker op og børnedødeligheden er stigende. Der er flere tilfælde af selvmord og psykologiske problemer. I denne tid er mennesker villige til, for pengenes skyld, at gøre selv de mest ondskabsfulde ting. Livsmålet for mange mennesker er at skrabe penge sammen, ligegyldigt hvordan, fylde sig med alkohol og være opslugt af sansenydelse helt uden skelneevne.

Vores ungdom lever deres liv uden fundamentale menneskelige værdier. Vores familieliv og forholdet mellem mand og kone osv. bliver en hån. Vi ser mødre og fædre fuldstændig ude af stand til at disciplinere deres børn, og børn der fuldstændig glemmer deres Dharma mod forældrene. Hvis vi ikke vågner op og handler nu, vil der være alvorlige farer i vente for menneskeheden. I øjeblikket handler vi, som om vi har travlt med at omfavne disse farer, men vi farer lige imod dem.

Hvis du nøje undersøger kilden til de fleste problemer i denne verden, så vil du kun finde et svar: Mangel på kærlighed og medfølelse. Der gøres en stor indsats for at finde en vaccine, der kan stoppe udbredelsen af ebola-virus, der er blevet et mareridt i visse afrikanske lande, og som ødelægger tusindvis af liv. Men i øjeblikket er der en meget farligere virus på spil – en virus som fortærer utallige liv hver eneste dag. Denne virus er had. Vi behøver ikke søge vidt og bredt for at finde en kur for denne virus. Vaccinen er allerede til stede i os alle sammen: kærlighed og medfølelse. Kærlighed og medfølelse giver os ikke kun styrke og vitalitet, men opløfter også alle omkring os. Kærlighed er den guddommelige medicin og medfølelse er mrita-sanjeevani – middel mod døden.

Vi hører ofte folk spørge: ”Hvorfor er vores verden i sådan en tilstand? Hvorfor er det gået ned ad bakke for vores land på visse områder?” Vi glemmer en vigtig sandhed: Verden inkluderer også os. Derfor skal vi indse, at vi også spiller en rolle i at gøre denne verden bedre eller dårligere. Hvis vi prøver, kan vi gøre denne verden til et bedre sted. En af årsagerne til den aktuelle tilstand er, at mange mennesker er klar til at rage til sig, selv hvis det betyder, at andre må lide, men når det kommer til at ofre sig for godgørenhed i samfundet, så løber de fra deres forpligtelser.

Et værdifuldt bidrag til denne verden fra Indiens oldtid er opfindelsen af tallet nul, men nu har vores land behov for at tilføje noget til det nul. Nul-fattigdom, nul-analfabetisme, nul-affald, nul-kriminalitet, nul-vold mod kvinder osv. Indien kan blive et forbillede for mange andre lande.

En af de ting, som Amma tænker på omkring den aktuelle tilstand i Indien, er forøgelsen af forbrydelser mod kvinder. Statistikker viser en 27% forøgelse af disse forbrydelser i det seneste år. Nogle af os ser dette som ”kvindernes problemer”, men det er noget, som alle i samfundet skal bekymre sig om. Hvorfor? Fordi kvinderne er samfundets og familiernes grundlag. En nation kan kun kaldes virkelig avanceret, når tryghed og velvære for nationens kvinder er sikret. Drenge bør fra en ung alder lære at respektere og støtte kvinder. Desuden har kvinder brug for at vågne op og rejse sig. Det er, hvad vi har brug for i øjeblikket. Den tid, hvor kvinder blev set på som svage og hjælpeløse, er slut. Fremskridtet i denne verden kommer fra vidende, selvbevidste, dygtige og medfølende kvinder. Kvinder har kraften til at skabe en ny verden nu, mens de arbejder side-om-side med mændene.

Ligesom vi hører om afhængighed af alkohol og stoffer, er der i dag også internetafhængighed. Misbrug af internettet bidrager til forøgelsen af forbrydelser mod kvinder. Uden tvivl har internettet skabt en teknologisk revolution på alle livets områder. Vi kan ikke se bort fra de gode resultater, som internettet har bidraget til. Men vi må ikke vende det blinde øje mod de negative effekter, der er opstået fra internetmisbrug. Mange liv og forhold er blevet ødelagt pga. den afhængighed.

En anden ting vi skal være opmærksomme på er bevarelsen og beskyttelsen af naturen. Naturkatastrofer som de nylige jordskred i Maharashtra og oversvømmelserne i Jammu-Kashmir jagter os konstant. Når disse tragedier finder sted, er det ikke Gud, som har behov for at blive krydsforhørt i vidneskranken, men mennesket. I virkeligheden er enhver naturkatastrofe en advarsel fra naturen om, at vi bliver nødt til at korrigere vores retning. Vi må ikke ignorere disse advarsler.

I vores tid er livet blevet meget mekanisk. To mennesker, der lever under samme tag, lever ofte uden kærlighed og glæde, ude af stand til at forstå og virkelig anerkende den anden. I gamle dage var det anderledes. Selvom der ikke var mobiltelefoner dengang, var kommunikationen, som skete gennem kærlighed, fuldkommen og overskred alle barrierer i tid og rum.

Vi skal nyde hvert øjeblik i vores liv, med viden om hvor dyrebart det er. Livet bliver ikke meningsfyldt ved at løbe efter sansenydelse som et dyr. Det bliver kun meningsfyldt, når vi spreder glæde til andre. Det er denne forståelse, som gør et menneske virkelig menneskeligt. Ingen ved, hvor længe vi vil leve. Derfor skal vi så hurtigt som muligt færdiggøre de gode handlinger, som vi skal gøre. Lad os ikke udskyde noget til i morgen.

Hengivenhed og medfølelse mod de fattige og trængende går hånd i hånd. De er to sider af samme mønt. Vi bør kigge os rundt og række ud til mennesker, som har behov for vores hjælp. Hvis vi kan hjælpe bare en person, kan vi skabe en stor forandring i hans eller hendes liv. Hvis mine børn kan blive klar til at dele deres liv med de fattige og de trængende, så vil det være den bedste fødselsdagsgave, som Amma nogensinde kan få.

bud_av61