Et indlæg skrevet af Amma på journal.thriveglobal.com d. 3. juni 2017:
Ved at glemme naturen bevæger vi os mod vores egen udslettelse.
Folk har ind imellem fortalt mig om deres oplevelse af en ubalance, som ligner svimmelhed. Dette kan skyldes forstyrrelse af de små dele i ørerne. Naturen er nu ligeledes ude af balance på grund af menneskenes egoisme og manglende forståelse af, hvad deres handlinger betyder. Situationen er alvorlig. Vi er nødt til at være lige så opmærksomme, som hvis vi stod i den yderste fare. Først da kan vi overleve.
Jeg voksede op i en meget fattig fiskerby. Folket i denne by levede af dagløn. De fik sjældent mad hver dag. Som barn plejede jeg at gå til nabohusene for at samle madaffald til at fodre vores køer med. En dag kom jeg til et hus, hvor kvinden fortalte, at hun ikke havde noget madaffald, fordi hun ikke havde kunnet lave noget mad den dag. Jeg spurgte om grunden, og hun svarede, at hendes mand ikke kunne finde noget arbejde og derfor ikke kunne købe noget mad. Hun forklarede, at han for nylig uden held var gået 10 kilometer for at se, om han kunne låne nogle penge. På vejen tilbage bemærkede han i månelyset en skildpadde, der lagde æg på kysten. Da den have lagt sine æg, gik skildpadden tilbage til havet, og manden tog et par af æggene og vendte derefter hjem med dem. De kogte æggene og gav dem til deres børn. Det var deres sidste rigtige måltid.
Da kvinden var færdig med at fortælle denne historie, spurgte et af børnene: “Far, hvor mange æg lægger en skildpadde?” Faderen fortalte barnet, at en skildpadde lægger mere end hundrede æg. “Men du bragte kun et par æg med hjem. Hvorfor tog du ikke flere med?” Faderen forklarede: “Mit barn, bare forestil dig, hvor trist din mor og jeg ville være, hvis vi mistede jer alle. Alle disse æg er skildpaddens babyer. Forestil dig hvor trist hun ville blive, hvis jeg tog alle æggene. Moder- og farskildpadden ville aldrig være i stand til at bære tabet af alle deres børn. Hele deres familie ville også blive ødelagt. Vi er nødt til at lade nogle æg være, så der kan blive født flere skildpadder og arten kan fortsætte.”
På trods af de hårde tider for sin familie bekymrede denne far sig om skildpaddernes sorg, og hvordan man opretholder arten. Dengang tog mennesker hensyn og viste medfølelse over for andre levende væsener – selv midt i deres egen lidelse. De tog kun, hvad de havde brug for fra naturen. Resten blev ladt tilbage. Vi skal altid give mindst lige så meget, som vi tager. Først da vil balancen i naturen blive opretholdt. Dette var vores forfædres tankegang. Nu eksporterer man endda disse skildpadder i bytte for penge og kød.
“På grund af menneskenes egoisme og manglende indsigt i deres handlinger er naturen ligeledes kommet ude af balance. Situationen er alvorlig. Vi er nødt til at være så opmærksomme, som hvis vi stod i den yderste fare. Først da kan vi overleve.”
-Amma
Naturen er vores første mor. Hun plejer os gennem hele livet. Den mor, som har født os, lader os måske sidde på sit skød et par år, mens vores moder natur tålmodigt bærer vores vægt hele vores liv. Hun synger os i søvn, føder os og kærtegner os. Ligesom et barn er forpligtet i forhold til sin mor, bør vi alle føle en forpligtelse og et ansvar over for moder natur. Hvis vi glemmer dette ansvar, er det ligesom at glemme vores eget Selv. Hvis vi glemmer naturen, vil vi ophøre med at eksistere. Vi vil så gå mod vores egen udslettelse.
I gamle dage var der ikke et specifikt behov for miljøbeskyttelse, fordi beskyttelse af naturen var en del af tilbedelsen af Gud og livet selv. Folk plejede at elske og tjene natur og samfund og ikke blot huske ”Gud”. De så Skaberen gennem skabelsen. De elskede, tilbad og beskyttede naturen som Guds synlige form. Vi bør forsøge at genoplive denne holdning.
Når en mand fælder et træ, bygger han faktisk sin egen kiste. Det er ikke nok at plante et træ, for hvert træ, han fælder. Han burde plante mindst 50. Et lille træ kan ikke skabe den samme rensning af atmosfæren, som et stort træ gør. Selv 10 små træer kan ikke give den rensning, et stort træ giver. Hvis vi ikke kan se naturen som guddommelig og beskytte den ud fra dette overordnede perspektiv, skal vi i det mindste gøre det ud fra et ønske om selvbevarelse.
Der er intet, der er ubetydeligt i Guds skabelse. Alle planter, dyr, insekter og mikrober har deres egen plads og formål. Hvis et flys motor bryder sammen, vil flyet ikke være i stand til at flyve. Faktisk kan det have samme effekt, når blot en enkelt vigtig skrue mangler. Det er det samme med naturen. Selv bier og myrer har deres egen særlige rolle at spille. Er det ikke biernes bestøvning, der giver os mulighed for at få frugt og grøntsager? Vi glemmer denne sandhed og bruger pesticider, der påvirker biernes hukommelse. Bier plejede at flyve op til tre kilometer for at indsamle pollen, inden de kom tilbage til deres bikuber. På grund af pesticiderne glemmer de nu deres hjem og fortabes. Vi har brug for mere bevidsthed, når vi bruger sådanne giftstoffer. Folk bør også begynde at plante blomstrende træer og blive biavlere.
I skabelsen er der en rytme i alt – et ubestrideligt forhold mellem hele universet og alle levende væsener. Universet er som et stort sammenkoblet netværk. Hvis et net rystes i et hjørne, mærkes vibrationen overalt. På samme måde genlyder alle vores handlinger overalt i hele skabelsen. Vi er ikke individuelle øer, men led i en fælles kæde. Vi kan ikke være som den person, der sidder på 10. etage og hører råb om, at stueetagen er i brand og derpå siger: “Det er kun stueetagen. Lad folkene dernede håndtere det.” Vi må indse, at ilden snart vil sprede sig, og at også vores gulv vil blive opslugt i flammer. At ignorere denne virkelighed er at grave vores egen grav. Vi kan ikke vente på, at andre ændrer sig. Hvis vi gør det, sker der intet. Selv om andre ikke ændrer sig, bør vi være villige til at gøre det. Vi skal gøre, hvad vi kan.
De, der tidligere har bygget et hus på 300 kvadratmeter og ønsker at bygge et nyt, bør bygge et, der kun er 150 kvadratmeter. De, der ønsker at bygge et på 100 kvadratmeter, skal nedbringe det til 50. På den måde kan vi redde træer, vand, elektricitet og andre ressourcer. Samkørsel kan også spare brændstof. Vi kan skabe forandringer med sådanne små skridt ad gangen.
Forestil dig at der er stor forurenet sø. Vi bør ikke miste modet og tænke, at vi umuligt kan rense den, blot fordi vi kun er én person. Vi skal gøre, hvad vi kan. Den næste person skal så også rense vandet efter bedste evne. Med denne holdning vil mange mennesker tilslutte sig og til sidst vil hele søen være ren. Vi må ikke miste modet. Vi skal gøre en indsats. Samkørsel, biavl, plantning af træer, rensning af miljøet, genanvendelse af affald og dyrkning af grøntsager – alt dette er ting, vi alle kan gøre for at hjælpe.
Den nuværende situation er alvorlig, men vi skal gøre, hvad vi kan. Hvis vi virkelig vil, kan vi skabe himlen på jorden, men for at gøre det skal vi først skabe himlen i os selv. Jeg beder til det Højeste for at give os velsignelsen til at gøre det.
Sri Mata Amritanandamayi Devi (Amma) er en verdensberømt humanitær og spirituel leder. Amma er leder af Embracing the World, en sammenslutning af multinationale non-profit organisationer af frivillige, der er dedikeret til at levere mad, tøj og husly til de fattige og trængende. Hver dag kommer tusindvis af mennesker til Amma for at søge trøst, spirituel visdom og velsignelse, som hun giver i form af moderligt kram.
Lydbogen Kærlighed er svaret
 |
Hør hele kapitel 1 – Inkarnationen af ren kærlighed fra lydbogen ‘Kærlighed er svaret’, som er skrevet af Swamini Krishnamrita Prana. Hun er en af Ammas nærmeste, og har været hos Amma i mere end 25 år. I bogen trækker Swamini på sine personlige erfaringer fra de mange år, hun har været tæt på Amma. Det er en bog, som er skrevet fra hjertet til hjertet. Klik her for at høre kapitlet. |