Varig Løsning på Nutidens Konflikter

Afsluttende tale ved Verdensreligionernes Parlament i Barcelona, Spanien
3. juli 2004

Amma bøjer sig for de tilstedeværende som alle er gjort af ren kærlighed og den Højeste Bevidsthed. Den indsats og selv-opofrelse som er gået forud for dette store arrangement er ikke til at beskrive i ord. Amma kan kun bøje sig for en sådan uselviskhed.

Vores Skat, Vores Kraft
Vores Gud-givne evner er en rigdom som er bestemt både for os selv og for hele verden. Denne rigdom bør ikke misbruges og blive en byrde for os selv og for verden. På den anden side er det største tab i livet ikke døden. Det største tab forekommer når vores talenter og evner bliver forsømt og tillades at ruste mens vi lever. Når vi bruger de rigdomme som vi har fået fra naturen, så formindskes de. Men når vi bruger rigdommene fra vores indre evner, så øges de.

Men bruger vi vores evner ordentligt? Hvad har altid været menneskehedens mål? Har det ikke altid været alles mål at opnå så megen glæde og tilfredshed som muligt, både i vores eget liv og i samfundet? Men hvor står vi i dag? De fleste af os begår den ene fejltagelse efter den anden, og forværrer derved kun vores problemer.

Ethvert land har prøvet at forøge sin magt indenfor politik, militær, våbenkapløb, økonomi, videnskab og teknologi. Findes der noget som vi endnu ikke har prøvet og undersøgt? Vi fokuserer så meget på disse områder. Har vi opnået nogen virkelig fred eller tilfredshed efter at have prøvet disse tilgange i så lang tid? Nej. Tiden har vist os at disse metoder alene ikke kan sikre vores tilfredshed. Kun hvis den spirituelle kraft – som vi aldrig har eksperimenteret med før – vokser sammen med alle disse forskellige områder, kan vi opnå den fred og tilfredsstillelse som vi søger

Gendan den Indre Forbindelse
I virkeligheden er der kun én forskel mellem folk i de rige og i de fattige lande: Mens folk i de rige lande græder i air-conditionerede værelser og palæer, så græder man fra de fattige lande i hytter med jordgulve.

I alle tilfælde står en ting klart: Mennesker som engang håbede på at smile og være glade, fælder nu tårer i mange dele af verden. Sorg og lidelse er blevet kendetegnet for mange lande. Det er meningsløst at bebrejde religion alene for alt dette. Størstedelen af disse problemer kommer fra den måde som man har fortolket religion og spiritualitet på.

Kort sagt søger vi i det ydre efter årsager og løsninger på alle verdens problemer. I vores hastværk glemmer vi den største sandhed af alle: At årsagen til samtlige problemer kan findes i menneskets sind. Vi glemmer at verden kun bliver god, hvis ethvert menneskes sind bliver godt. Samtidig med at vi forstår den ydre verden, er det derfor nødvendigt at vi også forstår den indre verden.

Der blev engang afholdt en ceremoni for at indvie en ny supercomputer. Efter indvielsen blev deltagerne bedt om at stille supercomputeren et hvilket somhelst spørgsmål, og computeren ville så give svaret på få sekunder. Alle gjorde deres bedste for at stille computeren de mest komplicerede spørgsmål om videnskab, historie, geografi osv. Så snart spørgsmålet blev stillet kom svaret frem på skærmen. Så kom et barn frem og stillede supercomputeren et simpelt spørgsmål: “God dag, supercomputer. Hvordan har du det?” Skærmen forblev blank i lang tid, og der kom ikke noget svar! Computeren kunne svare på alle spørgsmål, blot ikke om sig selv.

De fleste af os har det ligesom denne computer. Sammen med vores forståelse af den ydre verden, bør vi også udvikle forståelse af vores indre verden.

Når vores telefon er i uorden, kontakter vi telefon-selskabet eller forretningen hvor den er købt. Når vores kabel-tv ikke modtager programmerne klart, så hjælper kabel-selskabet os. Og når vores internet-forbindelse ikke fungerer, så laver internet-firmaet den for os. På samme måde er spiritualitet vejen til at genoprette vores indre forbindelse med det Guddommelige.
Videnskaben om spiritualitet gør at vi får ‘fjernbetjeningen’ til vores sind tilbage i vores egne hænder.

Uddannelse for Livet
Der findes to slags uddannelse: Uddannelse for at tjene til livets ophold, og uddannelse for livet. Når vi går på universitetet og stræber efter at blive læger, advokater eller ingeniører, så er det uddannelse for at få en indkomst.
På den anden side kræver uddannelse for livet en forståelse af spiritualitetens essentielle principper. Det betyder at få en dybere forståelse af verden, vores sind, vores følelser og af os selv. Vi ved alle at uddannelsens egentlige mål ikke kun er at frembringe mennesker som kan forstå maskinernes sprog. Hovedformålet med uddannelse bør være at frembringe en hjertets kultur – en kultur baseret på spirituelle værdier.

Religions Essens
At se religion udefra skaber mere og mere adskillelse. Vi skal se og forstå indersiden, religionens essens, fra et spirituelt synspunkt. Kun da vil følelsen af adskillelse ophøre. Hvor der er adskillelse kan der ikke være nogen virkelig spirituel oplevelse – og hvor der er ægte spirituel oplevelse, kan der ikke være nogen adskillelse, kun enhed og kærlighed. Religiøse ledere må være parate til at arbejde på grundlag af denne viden, og at gøre deres følgere opmærksomme på disse sandheder.

Problemet kommer når vi siger: “Vores religion er sand, jeres er forkert.” Det er det samme som at sige: “Min mor er god, din er en skøge.” Kærlighed og medfølelse er selve essensen af alle religioner. Hvorfor skulle vi så konkurrere med hinanden?

Kærlighed er vores sande essens. Kærlighed har ingen begrænsninger af kaste, religion, race eller nationalitet. Vi er alle perler på den samme tråd af kærlighed. At opvække denne enhed – og at sprede den kærlighed som er vores iboende natur til andre – det er det sande mål for det menneskelige liv. I virkeligheden er kærlighed den eneste religion som kan hjælpe menneskeheden til at hæve sig til store og glorværdige højder. Kærlighed skal være den tråd der binder alle religioner og filosofier sammen. Skønheden ved et samfund ligger i hjerternes enhed

Forskellige Veje
Der er en stor mangfoldighed i Sanatana Dharma, Indiens urgamle spirituelle tradition. Enhver person er unik. Enhver har sin egen mentale konstitution. Seerne gav os en mangfoldighed af veje, så at hvert menneske kan vælge den vej som er den mest passende for ham eller hende. Man kan ikke åbne alle låse med den samme nøgle, og alle kan heller ikke lide den samme slags mad eller tøj. Denne forskellighed gælder også for spiritualitet. Den samme vej vil ikke passe til enhver.

Kommunikation
Møder og konferencer som denne bør lægge mere vægt på spiritualitet – religionens indre essens. Det er den eneste måde at opnå fred og enhed på. Denne konference skal ikke bare være et sted hvor man kommer kropsligt tilstede. Ved lejligheder som denne bør der finde et sandt møde sted, et møde hvor vi kan se og kende hinandens hjerter. Kommunikation via maskiner har endda fået mennesker som bor langt fra hinanden til at synes tæt på. Men hvis der ikke er nogen kommunikation mellem hjerterne, så synes endog de som er
fysisk tæt på os at være meget langt borte. Derfor bør dette ikke være en ordinær konference hvor alle taler, ingen lytter, og alle er uenige.

Det er vigtigt at lytte til andre. Vi kan se og høre mange ting i verden. Men vi skal ikke blande os i andres affærer, fordi det kan have farlige konsekvenser. Amma husker en historie: Der var engang en mand som gik forbi et psykiatrisk hospital. Han hørte en stemme som sagde: “13. 13. 13. 13. ” Manden gik nærmere for at finde ud af hvor lyden kom fra. Han så et hul i muren og opdagede at stemmen kom derindefra. Af nysgerrighed lagde han øret til hullet, idet han håbede at høre bedre. Pludseligt var der noget der ramte ham hårdt på øret. Da han skreg af smerte, fortsatte stemmen: “14. 14. 14. 14.”! Således bør vi bruge vores dømmekraft for at afgøre hvad vi skal bruge vores opmærksomhed på.

Religion & Spiritualitet
Sande religiøse ledere elsker og tilbeder hele skabelsen, idet de ser den som Guds Bevidsthed. De ser enheden i mangfoldigheden. Men nu til dags misfortolker mange religiøse ledere de gamle seere og profeters ord og oplevelser og udnytter svagt-sindede mennesker. Religion og spiritualitet er nøglerne til at åbne vores hjerter og at se på enhver med medfølelse. Men blændet af vores selviskhed har vi mistet vores rette dømmekraft og vores syn er blevet forvrænget. Denne holdning vil kun skabe mere mørke. Vores forblændede sind bruger den nøgle til at lukke vores hjerter, som ellers var ment til at åbne dem med.

Der var engang fire mænd, som var taget af sted for at deltage i et religiøst møde. De tilbragte natten sammen på en ø. Det var en iskold nat. Hver af dem havde en æske tændstikker og en portion brænde med i deres bagage. Men de troede alle at de var den eneste som havde brænde og tændstikker med.

Den første tænkte: “Udfra medaljonen at dømme antager jeg at den mand dér har en anden religion. Hvis jeg tænder et bål vil han også få gavn af det. Hvorfor skulle jeg bruge mit træ på at varme ham?”

Den anden tænkte: “Ham dér kommer fra det land som altid har bekriget os. Jeg kunne ikke drømme om at bruge mit brænde til gavn for ham.”

Den tredje mand betragtede en af de andre og tænkte: “Jeg kender den fyr. Han tilhører den sekt som altid laver problemer for min religion. Jeg vil ikke bruge mit træ for hans skyld!”

Den sidste tænkte: “Ham derovre har en anden hudfarve som jeg hader! Jeg kunne aldrig finde på at bruge mit brænde for hans skyld!”

Da det kom til stykket ville ingen af dem tænde sit brænde for at varme de andre. Og da det blev morgen var de alle frosset ihjel. På samme måde er vi uenige om religion, kaste, nationalitet og hudfarve, uden at vise medfølelse overfor vores medmennesker.

Den moderne verden er som en person der har en høj feber. Når feberen stiger siger han meningsløse ting. Når han ser en stol kan han sige: “Hvorfor flyver den stol?” Hvad kan vi svare ham? Hvordan kan vi overbevise ham om at stolen ikke flyver? Der er kun én måde at hjælpe ham på: Giv ham medicin som får feberen til at gå over. Når feberen er overstået vi alt være normalt igen.

Nutidens mennesker lider af selviskhedens og de ukontrollerede begærs feber.

Religion og spiritualitet er vejen som kan transformere vores vrede til medfølelse, vores had til kærlighed, vores lystfyldte tanker til guddommelige tanker og vores jalousi til sympati. Alligevel kan de fleste af os i vores nuværende forstyrrede tilstand ikke forstå dette.

Før Krig Mod Vores Fælles Fjende
Samfundet er sammensat af individer. Det er konflikten i individets sind der skaber krig. Når enkeltpersoner forandrer sig, vil samfundet automatisk forandres. Ligesom had og hævngerrighed findes i sindet, så kan fred og kærlighed også findes i sindet.

Vi bruger milliarder af dollars og involverer utallige mennesker for at føre krige. Tænk hvor meget opmærksomhed og intensivt arbejde der kræves til det! Hvis vi brugte blot en lille del af de penge og den indsats for verdensfred, så ville vi uden tvivl kunne bringe fred og harmoni til denne verden.

Hvert land bruger store summer på at oprette sikkerhedssystemer. Sikkerhed er uundværlig. Men den største sikkerhed er at tage de spirituelle principper til sig og leve efter dem. Det er noget vi har glemt.

De fjender som i dag angriber os indefra og udefra kan ikke beherskes ved kun at øge vores våbenstyrke. Vi kan ikke længere tillade os at forsinke genopdagelsen og styrkelsen af vores mest kraftfulde våben, spiritualiteten, som er iboende i os alle.

Over en milliard mennesker lider i verden i dag under fattigdom og sult. Det er i sandhed vores største fjende. Fattigdom er en af de vigtigste grunde til at mennesker bliver terrorister og prostituerede. Fattigdom påvirker ikke kun kroppen, men svækker også sindet. Sådanne memmesker bliver påvirket i religionens navn og forgiftet med terroristiske idealer. Set fra dette synspunkt mener Amma at 80 % af samfundets problemer kunne løses, hvis vi ville fjerne fattigdom.

Generelt set er menneskeheden på en rejse uden et klart mål.

En mand kørte op til et vejkryds og spurgte en fodgænger: “Kan du fortælle mig hvor denne vej fører hen?” Fodgængeren spurgte: “Hvor vil du gerne hen?” Manden svarede: “Det ved jeg ikke.” “Nå, men i det tilfælde,” sagde fodgængeren, “så er det åbenbart lige meget hvilken vej du vælger!”

Vi skal ikke blive ligesom denne bilist.

Vi behøver et klart mål. Amma er foruroliget over at se den retning som verden bevæger sig i. Hvis der kommer en tredje verdenskrig i fremtiden, så lad det ikke blive en krig mellem lande, men snarere en krig mod vores fælles fjende, fattigdommen.

I verden i dag er der to typer fattigdom: Den fattigdom som skyldes mangel på mad, tøj og husly – og den fattigdom som skyldes mangel på kærlighed og medfølelse. Af disse to skal den anden type behandles først. For hvis vi har kærlighed og medfølelse i vores hjerter, så vil vi helhjertet tjene dem som lider under mangel på mad, tøj og husly.

Det er ikke den tidsalder vi lever i, men snarere de medfølende hjerter der vil føre til en forandring i samfundet. Religionerne burde kunne skabe flere medfølende hjerter. Dette bør være hovedformålet med religion og spiritualitet.

For at beskytte verden er vi nødt til at vælge en vej hvor vi giver afkald på vores personlige forskelle og begær. Ved at tilgive og glemme kan vi prøve at genskabe og give nyt liv til denne verden. Det er ubrugeligt at grave fortiden op og analysere den, og det vil ikke gavne nogen.

Idet vi afstår fra vejen med hævn og gengældelse, må vi bedømme den nuværende situation i verden upartielt. Kun da vil vi finde vejen til sand fremgang.

Forenet Skønhed i Afveksling
Ægte enhed – såvel indenfor menneskeheden som mellem mennesket og naturen – vil kun opstå gennem tillid til det indre Selvs umådelige kraft, som er hinsides alle ydre forskelle.

En regnbue stråler smukt, og har også en indre betydning som hjælper os til at udvide vores sind. Regnbuen er sammensat af syv forskellige farver, hvad der gør den så smuk og tiltrækkende. På samme måde skal vi anerkende og acceptere de forskelle som findes i religioner, nationaliteter, sprog og kulturer. Vi skal tage hinanden i hænderne og først og fremmest lægge vægt på menneskelighed og universelle humane værdier.

En regnbue opstår og forsvinder på himlen iløbet af nogle minutter. Men i det korte livsforløb er den i stand til at gøre alle glade. Ligesom regnbuen som synes lille på den uendelige himmel, er vores livsforløb også meget lille og ubetydeligt, da det kun findes i et kort tidsrum indenfor tidens uendelige rækkevidde. Så længe vi lever i denne verden er det vores største og fornemmeste pligt (eller dharma) at være til gavn for andre. Kun når godheden vækkes i et menneske, vil dets personlighed og handlinger opnå skønhed og styrke.

Der var engang en lille pige som sad i kørestol for altid. Hendes handikap gjorde hende frustreret og vred på livet. Hun sad hele dagen ved vinduet og var ked af det, mens hun misundeligt så på hvordan de andre børn løb, sprang og legede med hinanden.

En dag da hun sad og kiggede ud af vinduet, begyndte det at regne. Pludseligt kom en smuk regnbue frem på himlen. Den lille pige glemte straks sin kørestol, sit handikap og sine sorger. Regnbuens farver fyldte hende med glæde og håb. Men regnen stoppede, og ligeså pludseligt som den var kommet, forsvandt regnbuen igen. Mindet om den fyldte hende med en mærkelig fred og glæde. Hun spurgte sin mor hvor regnbuen var gået hen. Moderen svarede, “Mit elskede barn, regnbuer er meget specielle. De findes kun når solen og regnen kommer samtidigt.”

Fra da af sad den lille pige ved sit vindue og ventede på at solen og regnen skulle komme samtidigt. Hun kiggede ikke længere efter de andre børn som legede.

Endelig på en solskinsdag begyndte det uforventet at regne, og den mest himmelsk-farvede regnbue kom frem på himlen. Den lille piges glæde kendte ingen grænser. Hun kaldte på sin mor at hun skulle komme hurtigt og tage hende ud til regnbuen. Da hun ikke ville skuffe sin datter, hjalp moderen den lille pige ind i bilen og kørte af sted i retning af regnbuen. Da de kom til et sted hvor de kunne se regnbuen tydeligt, stansede moderen bilen og hjalp sin datter ud, så hun kunne nyde synet.

Idet hun så op på regnbuen, spurgte hun, “Vidunderlige regnbue, hvordan kan du dog stråle så pragtfuldt?”

Regnbuen svarede, “Mit kære barn, jeg lever kun i meget kort tid. Kun i et kort tidsrum, når solen og regnen kommer samtidigt, kan jeg findes. I stedet for at sørge over mit korte liv, ønsker jeg at gøre så mange mennesker så glade som muligt. Og da jeg besluttede mig for at gøre det, blev jeg smuk og strålende.”

Og da, selv mens regnbuen stadig talte, begyndte den at falme, indtil den ikke var der mere. Den lille pige stirrede med kærlighed og beundring på det sted på den blå himmel hvor regnbuen lige havde været. Fra den dag var den lille pige ikke længere den samme. I stedet for at være trist og ked a sit handikap, forsøgte hun at smile og bringe glæde til alle omkring sig. På denne måde fandt hun ægte glæde og tilfredshed i livet.

Regnbuen var så smuk, fordi den glemte sig selv og levede for andres skyld. På samme måde er det når vi glemmer os selv og lever for andres glæde, at vi oplever den ægte skønhed i livet.

Kroppen vil forgå, hvad enten vi er flittige eller dovne. Derfor, i stedet for at ruste til uden at gøre noget for samfundet, er det bedre at forgå mens man gør gode handlinger.

Skaberen & Det Skabte
I Sanatana Dharma – Den Evige Religion (som man kalder hinduismen) – har man dette mantra: “Lokah Samastha Sukhino Bhavantu”. Det betyder: “Må alle skabninger i alle verdener være lykkelige”.

Ifølge skrifterne i Indien er der ingen forskel mellem Skaberen og skabelsen, ligesom der ikke er forskel på oceanet og dets bølger. Oceanet og bølgerne er i deres essens det samme – de er begge af vand. Guld og guldsmykker er det samme, fordi substansen af smykkerne er guld. Og leret og lerkrukken er ultimativt det samme fordi krukken er lavet af ler. Således er der ingen forskel mellem Skaberen, eller Gud, og den skabte verden. I deres essens er de af det samme – ren Bevidsthed.

Derfor skal vi lære at elske alle lige meget, fordi i vores essens er vi alle et, én Atman, én sjæl. Skønt alting ser forskelligt ud i det ydre, er det hele i det indre skabt af det absolutte Selv.

Gud er ikke et begrænset individ som sidder alene oppe i skyerne på en gylden trone. Gud er den rene Bevidsthed som findes i alting. Vi skal forstå denne sandhed og derigennem lære at acceptere og elske alle lige højt.

Hvad Vi Burde Gøre?
Ligesom solen ikke har brug for lyset fra et stearinlys, så har Gud ikke brug for noget fra os. Gud er giveren af alle ting. Vi skal gå iblandt de lidende mennesker og tjene dem.

Der er millioner af flygtninge og fortabte mennesker i verden. Regeringerne prøver at hjælpe disse mennesker på forskellige måder, men verden behøver langt flere mennesker som er villige til at arbejde i en ånd af uselviskhed. I hænderne på selvtjenende mennesker bliver en million dollars kun til 100.000 dollars når den når frem til de mennesker som skulle få gavn af donationerne. Det er ligesom at hælde olie fra en beholder til en anden og så igen til en tredje. Når man har gjort det mange gange er der ikke noget olie tilbage fordi noget af det klæber til hver beholder. Men for de mennesker som yder uselvisk tjeneste er det noget andet. Sådanne mennesker modtager måske kun nogle hundrede tusind dollars, men yder værdier som svarer til millioner til nødlidende mennesker. Det er fordi deres motiver er uselviske. De ønsker simpelthen at hjælpe samfundet. I stedet for at tage løn til sig selv, vil de snarere give det til dem som lider.

Hvis vi har blot en lille smule medfølelse i vores hjerter burde vi beslutte os for at arbejde en ekstra halv time hver dag for at hjælpe de nødlidende – dette er Ammas bøn. Amma tror at der på denne måde vil findes en løsning på sorgen og fattigdommen i verden.

Nutidens verden har brug for mennesker som udtryk.