Amma bød det nye år 2018 velkommen med en tale og bønner for fred. Læs en forkortet version af hendes tale her:
“Nu er det lovende tidspunkt kommet, hvor verden påbegynder et nyt år,” sagde Amma. “Enhver drømmer om en lykkelig og heldig fremtid. Må 2018 være fyldt med glæde og fred og mindre krig og konflikt. Men det er ikke nok at bede og håbe på en fordelagtig fremtid. Vi bør også være rede til at arbejde med opmærksomhed, beslutsomhed og selvtillid. Ved at erkende vores tidligere fejltagelser og ved at lære af dem bør vi kunne komme videre og arbejde med entusiasme. Hvis vi virkelig anstrenger os, vil vi helt bestemt modtage Guds nåde. På denne måde vil vi være i stand til at skabe en verden, som er fyldt med godhed, fred og kærlighed. Må dette nye år gøre os i stand til at komme nærmere Gud, til naturen og til vores medmennesker.
Vi glæder os alle over fornyelse, men har mine børn nogensinde tænkt over, hvad det er, der giver denne fornemmelse af friskhed? Det er, når der er kærlighed i vores hjerter og de er åbne – så er vi i stand til at se det gode og skønheden i alt. Enhver af os har en blomsterhave, som vokser i vores hjerte, men for tiden er dens blomster dækket til af selviskhedens, vredens og jalousiens døde blade. Dette forhindrer os i at være i stand til at vække vores indre godhed. Lad os udrense hadets og jalousiens mentale urenheder og vække positive tanker. Lad os nære et sind, som ikke gemmer på fortidens fjendtligheder, men byder alt velkomment på ny. Hvis vi kan gøre det, bliver vi i stand til at se friskheden og skønheden overalt, og vi vil opdage glæden i det.
Her i denne landsby laver folk små boder med limonade. Med en startinvestering på ca. 100 citroner begynder de at sælge limonade. Hver dag bruger de til sidst tid på at regne ud, hvor mange citroner de præcist brugte, hvor mange glas de fik solgt, hvor mange citroner der blev spildt osv. Hvis deres salg er gået dårligt, tænker de over, om der er noget, de kan gøre på en anden måde. De udtænker konstant nye måder, hvorpå de kan øge deres profit. På samme måde bør vi også reflektere over hver dag, lige inden vi går i seng: “På grund af min selviskhed blev jeg i dag vred på mange mennesker. Jeg sårede mange mennesker i dag. Åh Gud, lad mig ikke gøre dette igen i morgen.”
Børn, livet er som en bog, vi hver dag kan lære af. Der findes ikke en bog, vi kan lære mere af, end denne indre dagbog. Vi bør lære at tænke over dens lærdom. Denne praksis er endda vigtigere end meditation eller bøn. Således går vi efter den ultimative gevinst – det Sande Selv.
Dette er en sand hengivens bønner: ”Åh Gud, giv mig styrke til at se godhed overalt, at tænke positivt og gøre gode gerninger. Jeg beder dig om et sind, som er ude af stand til at såre nogen, hverken i tanke, ord eller handling!” Det er for at opløftes til og blive ét med denne tilstand, at vi beder og studerer skrifterne.
Livet er kort. Tabt tid kan aldrig genvindes. Så mine børn skal blive som sommerfugle. En sommerfugl lever blot i nogle få dage, men spreder glæde, hvor den end kommer. Vi bør sprede glæde, men også være glade selv. Kun sådanne mennesker er virkelig i live. Andre dør lidt efter lidt hvert øjeblik, der går.
Lad os dette år nære et sind, som ikke bliver stolt over det, vi har opnået, et sind, som ikke vakler ved fejltagelser, et sind som glædes ved at give, et sind, som kærligt accepterer kritik. Det er sådan et sind, vi bør stræbe efter. Mennesker med et sådant sind vil aldrig fejle. Amma ofrer sine børn til det højeste Selv, og beder til at jeres uselviske smil og indre mod aldrig vil falme eller sygne hen.”