4. juli 2020
– Swami Amritaswarupananda forklarer, hvorfor Guru Purnima er den helligste dag i den indiske kalender.
Teksterne i alle de religiøse trosretninger præsenterer Gud som legemliggørelsen af medfølelse, kærlighed, uselviskhed og andre fine kvaliteter. Men er det muligt at tale med Gud? Kan guddommelighed ses, berøres, føles og erfares?
Dét kan den, i og igennem fuldkomne spirituelle mestre. De, som permanent er etableret i en tilstand af enhed med det guddommelige, den uforanderlige eksistentielle sandhed, de er i sandhed Gud, den ekstraordinære i en almindelig menneskelig skikkelse.
Det er igennem tilknytning til og observation af dem, at vi tydeligt får forståelsen af, at Gud eksisterer. Det er igennem dem, at vi kommer til at skue Guds herlighed, til at føle Guds kraft og opleve Guds skønhed. Således er det guruen, som danner bro – forbindelsen mellem en verden af begreber og former og den navnløse og formløse højeste Væren. Denne bro fører os til Gud. Derfor er Guru Purnima for disciplen den mest hellige dag, selv om Sanatana Dharmas kalender er en fortløbende række af religiøse og spirituelle begivenheder.
En videnskabsmand fra Los Alamos Nationale Laboratorium, hvor Amerika arbejdede på at konstruere atombomben som del af Manhattan-projektet, delte for nyligt noget med mig. Engang besøgte Dr. Leon M. Lederman laboratoriet – han var partikelfysiker og modtog i 1988 Nobelprisen i fysik. Mens han talte med en gruppe studerende, blev han spurgt, om han havde et budskab til dem. Han svarede: ”Jeg ved ikke, jeg ved ikke, jeg ved ikke.” Dr. Lederman fremhævede vigtigheden af at være ydmyg–at vores indstilling skal være, ”hvor ved vi lidt om universet.” Det var Dr. Lederman, der kaldte Higgs-partiklen for Guds-partiklen. Han skrev en bog Symmetry & The Beautiful Universe, hvor han erklærer, at det er hans overbevisning, at alt i kosmos er forbundet indbyrdes, lige fra det mindste atom til den største planet.
Årtusinder før den nutidige moderne videnskab begyndte at begive sig ind i universets mysterier, havde fortidens vismænd med ubestridelig logik og analyse fastslået eksistensen af en super-intelligens, udenfor tid og denne verden af mangfoldighed. De kaldte den Brahman – den Absolutte Bevidsthed, det Højeste Selv. Da de havde gennemtrængt det slør, der dækkede over denne dyrebare sandhed, delte de deres viden med den næste generation af sandhedssøgende, og således opstod guru-discipel linjen, som stadig findes i dag. Guru Purnima er dagen, hvor vi anerkender vores gæld til denne linje og til kæden af alle de oplyste mestre som mangfoldige dyrebare ædelstene på en helt uvurderlig halskæde.
En ”fysiker” kaldes sådan, fordi vedkommende har tilegnet sig dyb indsigt i interaktionerne imellem stof og energi. En talentfuld skuespiller, sanger eller maler er kendt som ”kunstner” for at legemliggøre kunsten. På samme måde er det med læger, lærere, osv. Disse mestre forbliver ikke i overfladen af deres emne, de dykker så dybt ned i det, at de opnår en vis grad af enhed med det. Det er således ikke usædvanligt, at folk adresserer dem som inkarnationer af deres særlige emne eller kunstform. På lignende måde er Sadguruen – som er fortrolig med den Højeste Helhed, Brahman – blevet ét med denne helhed og bliver adresseret og æret som sådan. Guru Purnima er dagen til at ihukomme dette. Som der siges i Mundaka Upanisad: ”Enhver, som kender den højeste Brahman, bliver sandelig Brahman. I denne linje vil ingen, som ikke kender Brahman, blive født. Han overskrider sorg, dyd og laster, og frigjort fra hjertets knuder bliver han udødelig.”
For den sande discipel eller tilhænger er der ingen anden Gud end hans guru, og han ihukommer sin guru ved hvert et åndedrag. Alligevel afsætter han den første fuldmånedag efter sommersolhverv til at bekræfte sin gæld og taknemmelighed overfor sin guru, og for igen at dedikere sig til sin vej og sin mester. For disciplen og tilhængeren er det en lejlighed til at reflektere over deres fremskridt og til at gøre status over vejen frem. Som Amma, Sri Mata Amritanandamayi Devi, Guruen ved hvis lotusfødder jeg har taget tilflugt, siger: ”På denne dag skal vi foretage en smule selvanalyse. Når vi reflekterer over vores handlinger og holdninger, må vi spørge os selv: `Hvad gavner mig? Hvor mister jeg noget´ Vi må tage en oprigtig beslutning om at beskytte vores spirituelle fremskridt og give afkald på vores negativitet.”
Guru Purnima falder på den nat, hvor månens lys er stærkest. Faktisk er dette slet ikke månens eget lys, men blot en genspejling af solens. Således lad alle disciple og tilhængere på denne helligste af alle hellige dage mindes, at alt lys i deres liv faktisk kommer fra guruen. Det er dagen at føle denne ydmyghed. Som Einstein sagde: ”Enhver, som oprigtigt har forpligtiget sig til udviklingen af videnskaben, bliver overbevist om, at der i alle universets love manifesterer sig en ånd som er mennesket langt overlegent, og som vi med vores kræfter må føle os ydmyge overfor.”
Lad os alle bøje os ned for denne store kraft, som guruen legemliggør. For når vi gør dette, kan det være at vi en dag realiserer, at vi aldrig var månen, men hele tiden har været den selvlysende sol.
Swami Amritaswarupananda Puri er vice-direktør for Mata Amritanandamayi Math og ældste senior-discipel af den indiske spirituelle leder Sri Mata Amritanandamayi Devi (Amma). Han er forfatter af flere bøger, den seneste med titlen The Irresistible Attraction of Divinity.