Kærlighed, frigjort fra ”jeg” og ”du”

Swami Amritaswarupananda om at blive en legemliggørelse af kærlighed.

For det meste kender folk kun til én type kærlighed: tilknytning. Selvom det generelt fortolkes som “kærlighed”, er tilknytning ikke ægte kærlighed, fordi den kan bevæge sig i den modsatte retning og når som helst blive til modvilje. Med andre ord er tilknytning som en maske, der skjuler modviljen inde bagved. Den ene dag elsker du en eller anden, fordi han eller hun behager dig. Dagen efter forvandler din kærlighed sig til had, hvis den samme person kritiserer dig.

”Det er tragisk, at de fleste af os ikke indser, at en anden form for kærlighed er mulig – en kærlighed uden to adskilte enheder, en kærlighed, hvor de to smelter sammen til én og overskrider enhver dualitet.” Denne kærlighed bliver gennemgået i Naradas Bhakti Sutraer. Heri siger vismanden:

sā tvasmin parama-prema-rūpā |

”Den (hengivenheden) findes i form af den højeste kærlighed (til Gud).”

Her fremhæver Narada, at denne kærlighed er anderledes end den, vi kender til. Denne højeste, rene kærlighed er ikke en følelse. Følelser er flygtige og forbigående, og deres natur er, at de kommer og går. Folk bliver gift, går igennem en skilsmisse, lider i et stykke tid og bevæger sig så videre til et andet forhold.

Den højeste kærlighed er evig.

Den behøver ikke en årsag eller en begrundelse. Det er ikke: ”Jeg elsker ham, fordi han er sød ved mig,” eller ”Jeg elsker hende, fordi hun er smuk,” osv. Ægte kærlighed er kærlighed for kærlighedens egen skyld. Den overskrider dét, man er tiltrukket og frastødt af i den verdslige verden. Det indebærer at miste sig selv – at opløse sit ego – i Guds vidtstrakte uendelighed.

Vi får et glimt af denne højeste form for kærlighed i det følgende digt af Mirabai, hvis hengivenhed over for det Guddommelige i form af Śrī Kṛṣṇa er uovertruffen: 

Ubrydelig, åh Herre,
er den kærlighed,
der binder mig til Dig.
Som en diamant,
der knuser den hammer, der slår den.
Mit hjerte smelter ind i Dig
som pudsecremen smelter ind i guldet.
Som lotusblomsten lever i vandet,
lever jeg i Dig,
som fuglen,
der hele natten ser
på den forbipasserende måne,
har jeg mistet mig selv,
mens jeg dvæler i Dig. 

Jeg bliver mindet om Ammas ord: ”Over hele verden, siger folk: ‘Jeg elsker dig’. Det lyder som om at ’kærlighed’ er fanget mellem ’jeg’ og ’du’. Vi må tage på en rejse fra ’jeg elsker dig’ til ’jeg er kærlighed’, fordi det er sandheden om vores eksistens. Vi er formløs kærlighed – legemliggørelsen af kærlighed.”

Kærlighed er en mystisk ting. Jo mere du forsøger at forklare den, des mere mystisk bliver den. En kirurg skærer menneskekroppen op og ser alt blod og snavs inde i den. Måske siger han endda: ”Kroppen er en ynkelig ting – afskyelig!” Men den samme læge kan blive følelsesladet, hvis han taler om sin kæreste. Måske siger han endda med tårevædede øjne: ”Jeg kan ikke leve uden hende.” Det ene øjeblik finder lægen kroppen frastødende, og det næste øjeblik erklærer han med stor følelsesmæssig iver sin kærlighed. Hvad vidner det om? Det viser os, at kærlighed er er noget andet end kroppen. I virkeligheden ser den ikke kroppen – dens begrænsninger, urenheder, grimhed og smålige følelser. Uanset om kærligheden er almindelig eller spirituel, overskrider den menneskets forstand og alle dets beregninger.

For store spirituelle mestre som Amma, der er varigt etableret i ren bevidsthed, er eksistensens guddommelige lyksalighed deres egen natur. Bevidsthedens himmel er deres naturlige hjem. Her eksisterer alle forhold såsom ”mor” og ”barn”, ”guru” og ”discipel”, ”venner” og ”fjender” ikke. Alt er den udelelige bevidsthed – den højeste rene kærlighed, uden begyndelse, midte og slutning.

Swami Amritaswarupananda Puru er næstformand for Mata Amritanandamayi Math og den ældste senior discipel af den indiske spirituelle leder Sri Mata Anandamayi Devi (Amma). Han er forfatter til flere bøger, hvor den seneste er The irresistible Attraction of Divinity.