Budskab fra Amma: Selvom I er to, så lev som én

Et indlæg af Amma på journal.thriveglobal.com d. 13. februar 2018. I indlægget rådgiver Amma om parforhold.

Mange par kommer her for at møde mig. De kommer fra forskellige lande og baggrunde, taler forskellige sprog, er i forskellige aldre og har forskellige personligheder. De kommer fra mange slags kulturer, religioner og trosretninger. Uanset alt det, er én ting altid den samme: De fleste af deres parforhold er fulde af problemer.

Faktisk starter disse problemer som bagateller. Normalt ville en smule tålmodighed og tilgivelse fra enten konen eller manden være nok til at problemet kunne have været undgået. Ægtefolk skal være opmærksomme. Uden opmærksomhed kan diskussioner bryde ind ligesom uventede besøg, og splitte folk fuldstændigt ad, selv før det er overstået.

”Når to læber mødes, kommer der blot én lyd. Selvom vi har to øjne, har vi ét syn. Selv når der er to lamper, er lyset som ét. På samme måde bør en mand og kone leve som én, selv om de er to.” – Amma

Par skal lære at respektere hinandens følelser og lytte til hinanden med kærlighed og omsorg. Din partner skal kunne føle din kærlighed, respekt og beundring – en åben accept uden forbehold.

Selv da vil der komme konflikter; misforståelser og uenigheder vil opstå. Men bagefter bør du være i stand til at sige: ”Jeg er ked af det. Tilgiv mig. Jeg mente det ikke”. Eller: ”Jeg elsker dig, og jeg er dybt bekymret for dig – tro aldrig andet. Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det. Jeg mistede besindelsen og min sunde dømmekraft.” Sådanne beroligende ord vil hjælpe med til at helbrede sårede følelser. De vil også øge følelsen af kærlighed, selv efter et voldsomt skænderi.

For at forhindre diskussioner i at blive til skænderier, bør du prøve at forstå din partners synspunkt frem for at fokusere på at bekræfte dit eget standpunkt. Når din ægtefælle taler, bør du lytte helhjertet, så du giver ham eller hende din fulde opmærksomhed.

Engang var et barn i gang med at tale til sin mor samtidig med, at hun havde travlt med sit arbejde. Mens barnet talte, kunne moderen godt sige: ”Aha… ja… aha… aha…”, men hun var fuldt fokuseret på arbejdet. Efter nogen tid skreg barnet: ”Mor, du lytter ikke til mig!” Moderen svarede kærligt, ”Skat, naturligvis lytter jeg til dig.” Barnet rystede kraftigt på hovedet og sagde: ”Nej, du gør ikke. Du lytter kun med ørerne. Du lytter ikke med dine øjne.”

”Når hjerter vokser fra hinanden, bliver samtale til råben. Når hjerter mødes, bliver tale som et mantra. Når hjerter bliver ét, ophører al snak.” – Amma

Partnere skal lytte med deres øjne og hjerte. Hvad er ellers forskellen på at tale ansigt til ansigt, over telefonen eller bare at lytte til en båndoptagelse? I det moderne livs hastværk, glemmer vi ofte disse små, enkle ting. Dette resulterer i en masse smerte for vores nære og kære. En kort øjenkontakt – det er sådan en simpel ting, men det kan gøre en stor forskel.

Ligesom vi har brug for at lytte med opmærksomhed, er vi også nødt til at tale med opmærksomhed. Når ord bruges korrekt, kan de som en gylden nøgle være i stand til at åbne ethvert hjerte, men hvis ord bruges i flæng, kan de låse menneskers hjerter for evigt. Når hjerter vokser fra hinanden, bliver samtale til råben. Når hjerter mødes, bliver tale som et mantra. Når hjerter bliver ét, ophører al snak. Når to mennesker går ind i et parforhold, så er det vigtigt for dem begge at huske, at ingen af dem er en helgen – ingen af dem er oplyst. I virkeligheden føler begge mennesker sig ufuldstændige og søger fuldstændighed i den anden. Derfor gifter de sig for at få hinandens kærlighed. Der er intet galt i dette, men samtidig skal de forstå, at når det kommer til kærlighed, er de i virkeligheden begge to tiggere. Vi er nødt til at se tingene i det rigtige lys.

Se en kat som en kat, og en hund som en hund. Gør ikke en en myg til en elefant eller en elefant til en myg. Ved at forstå jeres forhold og din partners behov, bør du altid forsøge at udtrykke kærlighed via ord og handlinger. Hvis kærligheden holdes fanget inden i os, vil den ikke gavne nogen. Husk desuden på at den nemmeste måde at modtage kærlighed på, er ved at give den. Relationer, hvor man ofrer sig for hinanden, er de smukkeste og mest opløftende.

Der er en historie om en fattigt ægtepar. Hustruen havde langt, smukt hår. En dag sagde hun til sin mand: ”Hvis bare jeg havde en kam.” At høre sin kones simple bøn gjorden manden trist til mode. Hun bad ham sjældent om noget. Han viste hende sit gamle ur og sagde: ”Denne urrem er så slidt, at den kan gå i stykker nårsomhelst. Vi har så få penge, at jeg ikke engang har råd til at udskifte den.” Ved at høre hjælpeløsheden i sin mands stemme, blev konen helt tavs.

På vej til sit arbejde passerede manden en urmager. Han gik ind og solgte sit ur for en lille sum. Med de penge købte han en smuk kam til sin kone. Da manden kom hjem om aftenen, kaldte han spændt på sin kone for at give hende gaven, men da han så hende, fik han sit livs chok. Hun stod foran ham med kort hår og en helt ny urrem i hænderne, som hun begejstret holdt frem til ham. Hun havde ladet sit hår klippe og solgt det til en parykmager. Det var med disse penge, at hun havde købt den nye urrem. De kiggede på hinanden, og tårerne vældede op i deres øjne. Tårerne var ikke på grund af deres spildte indsats, men fordi de blev mindet om storheden i den kærlighed, de delte – den kærlighed, som gjorde dem i stand til at kende hinandens hjerter.

Når en person fyldt med forventning elsker en anden, så kan vi kalde det kærlighed. Når to mennesker elsker hinanden med den samme intensitet, er det en højere form for kærlighed. Men at elske alt og alle uden nogle forventninger er den højeste form for kærlighed. Denne kærlighed opstår kun, når vi er i stand til at se alle som vores eget Sande Selv.

Ægte tilfredsstillelse i livet kommer ved at indse, at egoet – vores idé om at vi eksisterer som en enhed adskilt fra resten af skabelsen – er en total misforståelse. Det er kun, når vi forstår denne sandhed og er i stand til at hvile i den, at vi transcenderer al egoisme og stolthed og får hjertet fyldt af kærlighed til alle væsener. Under denne øverste kærlighed er der mange niveauer. Den slags kærlighed, de fleste mennesker tænker på. er i virkeligheden det laveste trin på stigen. Jo mindre ego og jo mindre egoisme, des renere kærlighed. Vi bør gradvist gå op ad trinene på kærlighedens stige for at nå til højden af guddommelig kærlighed.

Overalt i verden hører vi almindeligvis sætningen: ”Jeg elsker dig.” Her er der to enheder – ”Jeg” og ”dig”. Denne skelnen bør ophøre med at eksistere. I stedet for ”Jeg elsker dig,” skal bevidstheden overgå til at indse at ”Jeg er kærlighed – legemliggørelsen af kærlighed”. I denne kærlighed, er der kun ”én” – kun Gud. Ved at stå fast i denne enhed, kan vi elske alt og alle. Det er spiritualitet.

Når to læber mødes, kommer der blot én lyd. Selvom vi har to øjne, har vi ét syn. Selv når der er to lamper, er lyset som ét. På samme måde bør en mand og kone leve som én, selv om de er to. Den hjertelige enhed er skønheden i deres hjem og stabiliteten og grundlaget for hele familien. Da hverken konen eller manden har forstået deres indre fuldstændighed, bør deres ægteskab være et forhold, hvor de hver især kompenserer for den andens svagheder – ikke et hvor de peger dem ud og skyder skylden på hinanden. Hvor der er ægte kærlighed, vil offerviljen helt naturligt være til stede. Ægte offervilje er at slippe de sympatier og antipatier, man har for den anden person. Dette bør være ånden bag ethvert kærligt forhold.

Sri Mata Amritanandamayi Devi (Amma) er en verdenskendt åndelig leder og humanitær forkæmper. Amma er leder af Embracing the World, en multinational samling af NGO-er dedikeret til at sørge for mad, tøj, husly og sundhedspleje for fattige og trængende. Læs mere om Amma her.