Swami Shubamritananda Puris besøg i København den 26. juni 2022 

Rummet emmer af forventningsfuld glæde og glæden ved at gense hinanden. Uden for er varmen som en indisk sommeraften, vinduerne står på vid gab og slipper en ganske let brise ind i lokalet. Stemningen er livlig – en summen af mennesker, der hilser, krammer og snakker, breder sig ud fra aktiviteter ved Amma-shoppen, fra madboden og mellem stolerækkerne i lokalet – som en ”lykkens ånd”, der endelig er sluppet ud af sit indelukke og frit kan svæve rundt i rummet. Vi har ventet længe på det her – vi har faktisk ventet siden 2019 og nu sker det, Swami Shubamritananda Puri kommer om lidt, og vi skal være i hinandens selskab i aften.

Vi får sat os på rækkerne og bliver budt velkommen. Filmen Embracing The World toner frem på lærredet og med ét er stemningen steget endnu et par grader – vi er bragt helt tæt på Amma. Swami Shubamritananda Puri bliver budt velkommen og introduceret til os. Swami har været personlig oversætter for Amma i 33 år, han har gennem årene været repræsentant for Amma her i Europa og har samlet os omkring Ammas budskaber og hjælpearbejde. Vi har fået fortællinger, anekdoter og foredrag, og sammen har vi mediteret, sunget bhajans og bedt ved arrangementer med Swami Shubamritananda Puri.

Swami indleder med ritualet, hvor lyset på alteret tændes. Herefter starter han med en hilsen fra Amma til alle hendes børn i Danmark – en hilsen, der afsluttes med ordene:  ”Amma håber at komme tilbage, når udfordringen med pandemien har lagt sig”. Et øjebliks stilhed – og videre til Swamis spirituelle tale: Den spirituelle vejs undere.

Swami fortæller om en dreng på to år i ashrammen, der endnu ikke kan tale helt forståeligt. Han taler meget og siger en masse uforståelige ord og slutter alle sine sætninger med ordet ”opmærksomhed” – bodham på hindi. Det ord må have en stor betydning for drengen. Ordet er også meget betydningsfuldt og med en vigtig mening. Hvis alle mennesker udviste opmærksomhed, ville lidelser, ødelæggelser og katastrofer stoppe.

Opmærksomhed hører sammen med opvågning og Swami sammenligner vores opvågning med vækkeuret. Uret ringer, vi ligger lige så godt og trykker på snooze-knappen, vender os om på den anden side og sover videre. Igen ringer uret og igen trykker vi på snooze-knappen. Efter nogle gange står vi op og når vi er vågnet helt, bliver vi glade for vores ur, som sørgede for at vi kom op og kom i gang.

Opvågning bliver farvet af vores forud-indtagelser, som i stor udstrækning styrer vores liv og vores oplevelser, hvilket denne historie vidner om. Vi hører historien om politiet, der ser en buschauffør med fuld fart imod ensretningen. Men politiet gør ikke noget. Og vi undrer os over politiet som ikke griber ind. Hvorfor gør de dog ikke noget? Vi har omgående lagt bestemte værdier ind i historien. Vi er blevet fortalt at det var en buschauffør – kun vores egen forud-indtagelse har sagt os, at han kørte bus.

Hvert enkelt menneskes handlinger er unikke, og vi kender ikke omfanget af vores indvirkning på omgivelserne. Således historien om en musiker fra Michigan der levede under spartanske kår som gademusikant, da det ikke var lykkedes ham at slå igennem med sin musik. Pludselig hører en mand ham på gaden. Han er lige kommet fra Sydafrika, genkender musikken og siger til musikeren: ”Jeg kender din musik – du er berømt i Sydafrika.” Musikeren bliver inviteret til Sydafrika og erfarer at her spiller de hans musik, og her er han berømt.

Spirituel viden er egentlig ganske enkelt, og alligevel bliver det for mange en proces med store udfordringer. Processen kan sammenlignes med at prøve nyt tøj. Når du prøver nyt tøj, tager du først det gamle af. Herefter tager du det nye på. Hvis du havde beholdt det gamle tøj på og taget det nye udenpå, ville det ikke sidde ordentligt på dig. Du er nødt til at tage det gamle af, før du kan tage det nye på og se om det passer og sidder godt på dig. Det samme med spiritualitet. Du må lytte med åbent sind, med opmærksomhed, uden fordomme og forud-indtagelser – du må reflektere, gøre dig overvejelser og meditere over det nye med en åbenhed, der tillader at det kommer til dig. Efter Swamis tale er der pause med mulighed for køb af forfriskninger og ting i Amma-shoppen. Igen denne menneskelige summen af aktiviteter og snakken, inden vi samles og sammen afslutter en skøn sommeraften med meditation, bhajans og samlet bøn om fred i verden. 
– Noa

Den efterfølgende dag besøgte Swami den Indiske ambassade sammen med Paula Suguna.