Tre uger i Amritapuri i februar 2022

Jeg har siden julen 2019 haft en længsel om at komme tilbage til Amritapuri, Ammas ashram, og fulgte derfor med i hvad der skete i Indien og i Amritapuri. Indien åbnede op i oktober – november efter coronaen, og jeg tror at det var cirka samme tid som Amritapuri åbnede op, så jeg skrev til International Office, som var meget behjælpelig med, hvad man skulle tænke på. Der var en del papirarbejde som relaterede sig til corona, og jeg fik taget 6 PCR-tests inden jeg var hjemme i Danmark igen.

Fra Amritapuris side var der krav om, at man havde mindst to vaccinationer. Da jeg havde tre vaccinationer betød det, at jeg kun kom i karantæne 7 dage i stedet for 10. Karantænen foregik i Amrita Sagar, en bygning nede ved stranden. Jeg havde et værelse på anden etage mod stranden, som gjorde, at jeg følte at jeg blev vugget i søvn med lydene fra bølgerne fra havet.

Selvom vi var i karantæne fik vi mulighed for at være med til Ammas aftenprogram. Cirka kl. 17 blev vi eskorteret til meditationen som oftest foregik udenfor Kali-templet.  Vi skulle sidde længst bagved. Efter meditationen gik vi til den store hal for satsang og bhajans som jeg tror, I også kan se hver dag online. Også dér skulle vi sidde i et bestemt område i den bagerste del af hallen.

Jeg er relativt ny i at opdage Amma. Det var mit tredje besøg i Amritapuri. Hvert besøg har for mig været anderledes. Denne gang var det ikke så socialt på grund af corona. Alle gik med maske og man holdt afstand. Man spiste ikke sammen, men hentede mad og gik op på sit værelse og spiste. Meget af kommunikationen foregik i forskellige grupper på WhatsApp over mobiltelefonen. For eksempel foregik tilmelding af seva-opgaver også online.

For mig var rejsen til Amritapuri denne gang en rejse ind i mig selv. Ammas energi og kærlighed opfyldte mig langsomt men sikkert efter ret dyb rejse ind i mig selv i karantænetiden. Flere ydre ting påvirkede mig, blandt andet at min bagage først kom frem efter halvanden uge. Efter en uges frustration med flere samtaler med flyselskabet kom jeg til indsigten, at jeg ikke havde brug for min bagage og dette smittede af på mit forhold til materielle ting. Den kvindelige Swamini som altid er tæt på Amma sagde lidt for sjov, at jeg nu var klar til at blive renunciate (én der bl.a. frasiger sig alt materielt).

Jeg nåede at få en darshan, inden jeg tog hjem, og jeg tror ikke jeg behøver fortælle hvordan det var.

Jeg håber, at verden bliver ved at åbne sig igen og satser på at komme til Amritapuri til jul igen. 

Rolf