Kronik i Politiken: Hvem kan løfte arven efter Niels Bohr?

PAULA S. HUMPHREYS, læge, barnebarn til professor i fysik og nobelpristager Niels Bohr

Som barnebarn af Niels Bohr er det mit indtryk, at han havde en stærkt udviklet spirituel og intuitiv sans. Jeg mener, at den store indiske spirituelle lærer Amma kunne være det bedste bud på en person, der kan lede verden i den retning, Niels Bohr peger.

Når jeg ser på udviklingen i verden i dag, har jeg svært ved at få øje på de kvaliteter, som jeg forbinder med Niels Bohr.

Alligevel er det netop de kvaliteter, der efter min mening gjorde ham til det store menneske, han var.

For nylig har der været debat om Niels Bohrs tro eller ikketro. Videnskabs-minister Esben Lunde Larsen mener åbenbart, at Bohr var religiøs, og journalist Thomas Djursing ved Nyhedsmagasinet Ingeniøren skriver, at Niels Bohr var ateist. Hvad er sandheden?

Som barnebarn af Bohr vil jeg gerne bidrage med min forståelse af Bohrs tanker.

For at sætte Bohrs tanker i et nyt perspektiv vil jeg nævne to personer, som især har inspireret mig. Den ene er Niels Bohr, og den anden er en indisk kvinde, Mata Amritanandamayi Devi, som kaldes Amma.

Bohr var mere end et videnskabeligt geni. Han var et dybt tænkende menneske, der klart og nøgternt turde se faren i øjnene med de helt nye midler til udslettelse af menneskeheden, som var opstået med atomvåbnene. Han var parat til at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at bidrage internationalt til større forståelse for den helt nye situation, verden var kommet i.

Denne alvor hos Bohr har altid inspireret mig og for mig at se været noget helt unikt hos ham. Uanset om det var kernefysik eller politik, havde han evnen til at gå så dybt i forståelsen af en sag. Det er samme dybe alvor, der har inspireret mig hos Amma.

Niels Bohr modtog som den første Atoms for Peace Award i Washington i 1957. Det var en stor højtidelighed, hvor også præsident Eisenhower var til stede. Bohr modtog prisen ledsaget af disse ord: »I Deres erhverv, i Deres undervisning, i Deres offentlige liv har De vist os, at videnskaben og medmenneskeligheden hører sammen. Det er ikke to adskilte domæner, men i realiteten ét« (egen oversættelse).

Når medmenneskeligheden og videnskaben er forenet, finder vi nøglen ikke kun til fredsprisen, men også til verdensfred.

Bohr arbejdede til sin død med at forfine, videreudvikle og diskutere tankerne i sit åbne brev til De Forenede Nationer fra 1950. Han ville ikke give op i sin søgen efter at forklare den harmoni, der kunne føre verden i en fredelig retning. Men hvad skete der med Bohrs egen forståelse under og efter Anden Verdenskrig?

Bohr var ikke religiøs, men det er ikke det samme som at sige, at han ikke havde tro. For tro havde han i overmål. Det ved vi fra de breve, han skrev til sin forlovede, Margrethe Nørlund, i forbindelse med at han afviste at lade sig vie i en kirke.

Han skriver: »Jeg synes, at jeg tror på så meget (jeg tror på noget mere end din Far og Mor), for jeg tror på Lykken og Meningen i Livet. Men jeg kan og vil ikke tro på, hvad der ikke er sandt, og hvad der ikke er sandt, vil for mig sige, hvad der vil berøve Livet Mening, og det gælder lige fra det største til de mindste Ting, derfor og kun derfor er det ikke sandt, at 2 og 2 er 3, og derfor er det ikke sandt, at et Menneske skal tigge hos og handle med indbildte Magter, der er uendelig mange Gange stærkere end det selv«

Bohr havde en lykkelig barndom. Han havde et nært forhold til sin far, videnskabsmanden og fysiologen Christian Bohr. Niels Bohr voksede op med videnskaben og levede i en tid med stor tiltro til dens muligheder for menneskeheden.

Måske var Bohr som så mange andre kommet til at give videnskaben en religionserstattende funktion, som biologen Claus Emmeche, KU, nævner, at videnskaben tit får. Og måske blev der sat spørgsmålstegn ved denne tro under og efter Anden Verdenskrig, hvor det blev så tydeligt, hvilket potentiale videnskabens opfindelser havde også for destruktion.

Efter krigen søgte Bohr ikke i videnskaben for at finde løsningen, men i samspillet mellem mennesker. Det, der er afgørende for, om vi vælger at bruge videnskaben i det godes eller ondes tjeneste, er vores medmenneskelighed. I hans åbne brev til De Forenede Nationer fra 1950 skriver Bohr således: »En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet«.

Det er medfølelsen, empatien – næstekærligheden mennesker imellem, der er løsningen til verdensfred og ikke videnskaben.

Amma (Sri Mata Amritanandamayi) siger, at spiritualiteten er et redskab til at få vores højeste menneskelige kvaliteter, vores medfølelse, frem. Amma siger, at hvis hun havde en religion, ville den hedde kærlighed. Hun mener, at de forskellige religiøse retninger kun på overfladen er forskellige, på et dybere niveau er der overensstemmelse og harmoni. Det ligger for mig i forlængelse af Bohrs tanker.

Amma rejser over hele verden med det formål at åbne vores hjerter for medfølelsen for os selv, for hinanden, for jorden og alle dens eksistenser. Fra hendes kraftfulde centrum i Indien bringes gode gerninger ud i verden som bølgeringe.

Centrummet hedder Amritanandamayi Math og hendes velgørenheds-organisation Embracing the World (ETW). Arbejdet udføres af frivillige i en ånd af uselvisk kærlighed. ETW startede ud fra de betroelser, fortvivlede mennesker delte med Amma. Et af de første større projekter var et børnehjem. Folk kom til Amma og fortalte fortvivlede, at de ikke mere havde penge til at drive børnehjemmet.

Amma tog en stor formue, som hendes ashram havde sparet op til at bygge en ny bedehal, og brugte i stedet pengene til at genopbygge børnehjemmet. Børnene fik ikke kun sund mad og gode forhold. De fik også uddannelse i computer, dans, meditation m.m. – og masser af kærlighed.

ETW er nu vokset og har alt fra suppekøkkener for hjemløse i USA, nødhjælpsarbejde i katastrofesituationer som f.eks. tsunamier, et omfattende uddannelsesprogram til Indiens fattige og et højmoderne hospital i Indien, hvor fattige endog kan få f.eks. gratis levertransplantationer, til et indisk universitet, der har udveksling med kendte universiteter over hele verden, bl.a. Stanford.

Kernen i ETW er at bruge den nyeste teknologiske udvikling til gavn for de allerfattigste, så de også har mulighed for adgang til sundhedshjælp og uddannelse. Her bliver videnskaben og teknologien virkelig anvendt i menneskelighedens tjeneste. Her sættes medmenneskeligheden over alt andet, og det giver fred i alles hjerter.

Jeg har mødt Amma, jeg har siddet ved siden af hende, når hun møder det ene menneske efter det andet uden pause – nogle gange i døgndrift. Jeg har set, hvordan alle mennesker, såvel troende som ikketroende, berøres dybt af deres møde med hende. Det er ikke et spørgsmål om religion, men spiritualitet. Det er et møde i medfølelse. Den samme uselviske kærlighed, som Amma anbefaler os alle at give til hinanden.

Amma har status som rådgiver for FN. 8. juli 2015 afholdt FN’s organisation for akademisk koordinering (Unai) og Amrita-universitetet i New York i fællesskab en konference om teknologi for bæredygtig udvikling for forskere fra 93 førende internationale universiteter. En af hovedtalerne var Amma, rektor for Amrita-universitetet, som i sin tale bl.a. lagde vægt på samspillet mellem videnskab og spiritualitet for at føre vores samfund i en positiv og bæredygtig retning.

Hun sagde: »I dette århundrede er videnskaben og spiritualiteten blevet anset som uforenelige. Spiritualitet er også en videnskab, den er en gyldig gren af viden, der ikke kan ignoreres.«

Det videnskabelige samfund forsker i den fysiske verden i et forsøg på at opdage universets hemmeligheder. De åndelige skrifter beretter netop om erfaringer hos dem, der udførte intens indre undersøgelse for at udforske de samme hemmeligheder. Når vi forsøger at se spiritualiteten gennem matematik, fysik og logik alene, kan vi ikke forstå dens finesser. Vi er nødt til at nærme os den med et barns tro og med den undren, der lyser i et barns sind og øjne.

Anerkendte forskere fra fortiden har set på universet og dets finesser med ærefrygt og forundring. Deres forskning havde et uskyldigt barns nysgerrighed og tro. Faktisk erkendte mange tidligere og nuværende fremtrædende forskere spiritualiteten mod slutningen af deres liv, men da var det for sent. Amma beder til, at det videnskabelige samfund, der leder verden i dag, ikke begår den samme fejl.

I videnskaben forsøger vi at bevise hypoteser med eksperimenter. Hvis vi ikke kan bevise en hypotese, er den ikke valid.

Videnskaben har fået en religionserstattende funktion, når vi forudsætter, at alt kan bevises og beskrives ud fra de videnskabelige principper. Men det er igen en synsvinkel, vi har valgt, og er ikke anderledes end den religiøse, der har valgt at beskrive sin verden i forhold til sin Bibel, Koran, Tora etc. Og hvis vi stivnakket holder fast i den ene eller den anden synsvinkel, vil det kun føre til ufred og ikke tjene menneskeheden.

Det er så let at dømme spiritualiteten som naiv og godtroende – og også Niels Bohr og Amma som naive og godtroende (hvad mange har gjort). Men vi må spørge os selv, om det er sandheden, eller om vi overser noget værdifuldt i denne lidt kyniske holdning. De værdier, der ligger i kærligheden, kan ikke bevises ved matematiske formler, men det betyder jo ikke, at de ingen eksistensberettelse har.

Amma fortsætter talen:

»Dag for dag vokser videnskab og teknologi hastigt på en ukontrollabel måde. Ingen ved, hvor denne vækst fører os hen. Når vi ser os omkring, ser vi udviklere, producenter, distributører og forbrugere, der alle synes at være fanget i et vanvid for at erhverve sig de nyeste, bedste og største ting. Den nuværende situation for menneskeheden er som et barn, der er sluppet løs i en slikbutik.

I dag kan vi bestille hvad som helst at spise, drikke, hvad vi vil se på eller lytte til, mens vi ligger i vores seng, og det vil blive leveret lige til vores hjem. Vi behøver ikke længere at gå ind i en butik for at købe nye eller brugte ting. Der er hjemmesider for alt. Internettet revolutionerer verden, hvilket er godt. Nu kan vi købe alt med et enkelt klik med fingeren – alt undtagen én ting: kærlighed.

Vi lever i internettets tidsalder. Hvor end vi er på planeten, er vi nødt til at have internetforbindelse. Men sammen med denne internetforbindelse er vi også nødt til at genopdage vores ’indre net’- forbindelse. Spiritualitet lærer os, hvordan vi både kan håndtere vores indre og ydre verdener. For en, der kan svømme, er det en dejlig oplevelse at boltre sig i havets bølger, men en, der er ude af stand til at svømme, vil hurtigt drukne«.

Der skal meget kærlighed og alvor til at vie sit liv til menneskehedens tjeneste, som Amma gør. Det var også med stor alvor, at Bohr så på verdenssituationen under og efter Anden Verdenskrig. En alvor, der igen og igen fik ham til at fortsætte med at formulere og udtrykke nye tanker, der var i stand til at beskrive, forstå og påvirke den potentielle trussel, der var opstået med atomvåbnene.

Som barnebarn ligger jeg inde med en af hans håndskrevne kladder, som er blevet til efter krigen, og som viser hans fortsatte arbejde på at videreudvikle sine tanker. Kladden er ikke udgivet i Niels Bohrs samlede værker eller noget andet sted, og helt atypisk er første side skrevet med Bohrs egen håndskrift.

Det var nemlig normalt for Bohr, at han udviklede sine tanker, mens Margrethe eller en af de nærmeste medarbejdere skrev ned. Jeg vil gerne citere den første sætning fra hans kladde: »Det særegne for menneskeslægten er vor evne til i fællesskab at berige livet for enhver«.

Niels Bohrs hustru, Margrethe Bohr, min farmor, sagde til mig: »Det enestående ved Niels var hans godhed«.

Det samme sagde min far, Aage Bohr, til mig mange år senere. Alvoren opstod, fordi Bohrs godhed ikke fulgtes med en naivitet, men med en meget dyb forståelse. Medmenneskeligheden og videnskaben var forenet i Bohr.

Vi kommer ikke uden om medfølelsen, kærligheden, empatien, menneskeligheden, spiritualiteten, åbenheden, vores iboende godhed, eller hvad vi nu vælger at kalde den. Den er vores potentielle højeste eksistensgrundlag som mennesker. Videnskaben/teknologien vil altid kun være et redskab.

Jeg har en buddhastatue, som stod i Bohrs arbejdsværelse, og som han var meget glad for. Min far fortalte, at han elskede dagligt at gå over til statuen for at se, med hvilket udtryk den denne dag ’så på ham’.

En af hans allernærmeste fortrolige, fysikeren og nobelpristageren W. Pauli, og hans kone gav ham til hans 70-års fødselsdag en bog med billeder af buddhaer (William Chon: ’Buddha Inderkunst des Ostens’).

At sige, at Bohr ikke var et spirituelt interesseret menneske, vil være lige så forkert som at påstå, at han var religiøs.

Jeg vil afslutte med at citere Bohr. Senere i omtalte kladde skriver han således:

»Løsningen af denne opgave, der ikke har noget sidestykke i historien, kræver en fordomsfri undersøgelse af traditionelle synspunkters begrænsede rækkevidde med særlig hensyntagen til det menneskelige grundlag«

.