At afhjælpe vores identitetskrise

Swami Amritaswarupananda om hvordan frygt opstår af forvirring over, hvem vi virkelig er.

Mennesket lider under en identitetskrise. Da vi har glemt, hvem vi virkelig er, dækker vi vores sande identitet til med utallige ting fra den ydre verden: vores navn, status, position, uddannelse, profession… Vi har konstrueret en puppe ud af disse ting og har fortabt os i den, mens vi har troet, at det var vores sande hjem. Vi har båret på denne falske identitet så længe, at vi fuldstændig har glemt, at det ikke er vores virkelige ansigt.

Da Śrī Śaṅkara, fortaleren for Advaita Vedānta, først mødte sin guru, Śrī Govinda Bhagavatpāda, spurgte den berømte vismand den firsårige Śaṅkara, hvem han var. Śrī Śaṅkara svarede spontant med et sanskrit digt på seks vers, som senere blev kendt som Nirvāṇa Ṣaṭkam:

mano buddhyahaṅkāra cittāni nāhaṁ na ca śrotra jihve na ca ghrāṇa-netre |
na ca vyoma bhūmirna tejo na vāyuḥ cid-ānanda-rūpaḥ śivō’ ham śivō’ ham ||

“Jeg er ikke sindet, intellektet, egoet eller hukommelsen. Jeg er ikke høresansen eller smagssansen, ej heller sanserne for lugt eller syn. Jeg er ikke himlen, jorden, ilden eller vinden. Jeg er den evigt rene, lyksalige bevidsthed. Jeg er Śiva, Jeg er Śiva.”

Hvis vi vil forstå, hvem vi i sandhed er, så må vi betragte de store sjæle som Śrī Śaṅkara og Amma og deres visdom. De lider ikke under vores forvirring. De ved præcis, hvem de er, og deres lære kan også hjælpe os til at forstå, hvem vi er.

Faktisk er det på grund af vores identitetskrise, at vi er plaget af frygt, spændinger og modvilje i livet. Når vi kender til vores sande guddommelige natur, forsvinder al sådan frygt, og vi bliver i stand til at leve i fred og harmoni, uanset hvordan andre opfører sig.

I begyndelsen af 1980’erne, da Ammas ashram lige var ved at starte, var nogle lokale beboere meget imod Amma. Som erklærede ateister brød de sig ikke om, at Ammas kærlighed og medfølelse tiltrak mennesker fra nær og fjern. I deres uvidenhed var nogle af dem ganske krænkende, både verbalt og fysisk.

Landsbyen, hvor Amma blev født og som er hjemsted for Amritapuri ashram, befinder sig på en ø. Dengang var den eneste måde at komme dertil at blive fragtet med en af landsbyens stagebåde. En dag var vi på vej tilbage fra en tilhængers hus sammen med Amma på en sådan båd, da vi så en af de værste krænkere vente på bådebroen for at tage vores stagebåd tilbage til fastlandet. Da jeg tænkte på hans grove ord og handlinger blev jeg fyldt med afsky. Da han kom om bord i båden, var det tydeligt, at han havde alvorlig betændelse i begge arme. Både blod og betændelse flød fra dem. Uden at betænke sig gik Amma hen til ham og spurgte kærlig til hans sår. Hun kærtegnede hans arme og kyssede dem endda. Hun smilede dybtfølt til ham og ønskede ham god bedring. Tårerne stod i mandens øjne, da han blev overvældet af emotioner. Dét er frygtløshed. Dét er ubetinget kærlighed.

Amma, Sri Mata Amritanandamayi Devi, ved bådebroen i Parayakadavu, Kerala ©

Så længe vi er identificeret med vores præstationer, vores navn, status, position, vores forhold og så videre, så længe har vi en identitetskrise. Og så længe vi fortsat er forvirrede om vores sande natur, vil frygt blive ved med at forfølge os. Selv vores kærlighed vil være undermineret af frygt. For at eliminere denne frygt, må vi begynde en rejse— rejsen fra kroppen til sjælen. Denne rejse, hvis den fuldføres med succes, kulminerer i fuldkommen frygtløshed. Selv frygten for døden vil forsvinde.

Der findes et smukt vers skrevet af en hellig mand, Lalleśvarī fra Kashmir fra det 14. århundrede. Det beskriver den holdning, som en person, der har opnået ægte spirituel udvikling, har til døden:

Åh uendelige bevidsthed,
som flyder over med eliksir,
Du lever i min krop,
og jeg tilbeder kun Dig.

Jeg er ligeglad
om jeg dør, fødes,
eller går ind i en anden tilstand.

Disse ting er så ubetydelige nu.

Hellige og vise som Amma, Lalleśvarī og Śrī Śaṅkara fortæller os, at himlen ikke er noget, man skal længes efter at nå efter døden. Himlen er ikke en slags luksus-resort ved stranden i skyerne, hvor behageligheder og komfort er tilgængelige hele tiden. Himlen er heller ikke bare et koncept. Det er en realitet, som kan erfares her, mens man lever i denne verden og hinsides den. Den er en permanent tilstand af vågenhed og mental ro, som ødelægger ethvert spor af frygt. Når du først er etableret i denne bevidsthed, vil du forblive i en tilstand af perfekt fred og lyksalighed for evigt. Selv når kroppen dør, er du lyksalig. Døden bliver bare endnu en begivenhed. Du kan fejre den helhjertet.

Engang blev en mahātmā spurgt: “Du Hellige, er du sikker på, at du kommer i himlen, når du dør?”

“Ja, selvfølgelig,” svarede han.

“Men hvordan kan du vide det?” spurgte manden. “Du er ikke død, og du ved ikke engang, hvad Gud har i sinde.”

Mahātmāen svarede: “Det er sandt, at jeg ikke aner, hvad Gud har i sinde, men jeg kender mit eget sind. Jeg er altid fuld af fred og lyksalighed, hvor jeg end er— selv om jeg befandt mig i selveste helvede.”

Vi må forstå, at vi ikke er vores navn og position i denne verden. Vi er den rene bevidsthed, der tjener som deres fundament. Når vi kan forblive i bevidstheden om denne sandhed, forsvinder frygten. De foranderlige fænomener kan og vil komme og gå, men intet kan røre den uforanderlige lyksalige bevidsthed, der tjener som deres fundament. Som Śrī Kṛṣṇa siger i Bhagavad-Gītā, 4.23-24:

nainaṁ chindanti śastrāṇi nainaṁ dahati pāvakaḥ |
na cainaṁ klēdayantyāpo na śoṣayati mārutaḥ ||
acchedyo’yam adāhyo’yam akledyo’śoṣya eva ca |
nityaḥ sarva-gataḥ sthāṇuracalo’yaṁ sanātanaḥ ||

“Våben kan ikke kløve sjælen, ej heller kan den brændes af ilden. Vand kan ikke gøre den våd, ej heller kan vinden tørre den. Sjælen er ubrydelig og ikke brændbar; den kan hverken dampes eller tørres. Den er evig, altgennemtrængende, uforanderlig og uden årsag.”

Forestil dig, at du står ved vejsiden og iagttager forskellige køretøjer, der passerer forbi: busser… lastbiler… biler i varierende tilstand og mærke … limousiner… ambulancer… Måske endda en rustvogn. Som du står der, læg mærke til alle de forskellige køretøjer. Så skift langsomt dit fokus til vejen. Vejen er konstant, permanent. Vejen er det evige fundament, hvorpå alle de forskellige foranderlige fænomener eksisterer. Selv i såkaldt tæt trafik, er der altid et lille mellemrum, hvorigennem vi kan få øje på vejen. Hvis vi ønsker at blive frygtløse, er dette, alt hvad vi behøver at gøre. Stoppe vores optagethed af skiftende tanker og oplevelser, og skifte vores fokus til den rene bevidsthed, som understøtter dem. Skift fra det foranderlige til det uforanderlige. Det er dér, kærligheden findes. Der er frygtløsheden. Det er vores sande natur.

Swami Amritaswarupananda Puri er vice-direktør for Mata Amritanandamayi Math og den ældste discipel af den indiske spirituelle leder Sri Mata Amritanandamayi Devi (Amma). Han har forfattet en del bøger, den sidste med titlen The Irresistible Attraction of Divinity.

Originalartiklen blev publiceret på Medium.com den 25. august 2020.